Den lokale frivillige kræfter betyder meget i fodboldlivet i Sønderborg, og en af dem, der virkelig skiller sig ud, er René Inggaard fra Sønderborg Boldklub. Han er netop blevet tildelt DBU Jylland Region 4s ‘Gør en Forskel’-pris for sin mangeårige indsats for både klubben og de sønderjyske fodboldbørn og unge.
I Sønderborg Boldklub bliver René Inggaard beskrevet som en person, der er med til at holde det hele kørende i hverdagen og samtidig skubber klubben fremad.
Han er træner og holdleder på flere hold, blandt andet for U17-holdet, som han har fulgt fast de seneste 11 år, og de seneste år har han også haft træneransvaret for klubbens pige og kvindehold, oplyser DBU Jylland i en pressemeddelelse.
De allermindste fodboldspillere har også en særlig plads hos René Inggaard. I fem år har han stået i spidsen for initiativet ‘Små Fødder’, hvor børn på to til fem år får en tryg og god introduktion til både fodbold og foreningsliv, så det bliver en positiv oplevelse at komme i klubben helt fra start.
Gennem årene har René Inggaard blandt andet været træner for det samme hold i 11 år, træner for pige og kvindehold, leder af forløbet ‘Små Fødder’ for de mindste, holdleder på flere hold, futsal entusiast i flere klubber, medlem af bestyrelsen og den, der har styr på materialer og praktiske opgaver i klubben.
Det er også René Inggaard, der sørger for bolde, kegler og veste til alle hold, og som tager sig af opgaverne, når der skal sættes sponsorbander op eller repareres inventar.
Ved siden af trænergerningen dømmer René Inggaard også fodboldkampe hvor han siden 2020 har været fodbolddommer og dømt knap 200 kampe, samtidig med at han fortsat er en fast del af hverdagen i Sønderborg Boldklub.
‘Gør en Forskel’-prisen blev overrakt til René Inggaard ved DBU Jylland Region 4’s årsmøde, hvor han modtog et diplom og 4000 kroner som anerkendelse for sin frivillige indsats for Sønderborg Boldklub og lokalområdet.




















