Rikke Thomsen har Broagerhus med på listen i sin Forårstour

18. november 2019 Kultur

I april 2019 bragede Rikke Thomsen fra Blans gennem lydmuren på sin egen stille facon – og det kan opleves i Broagerhus i Broager den 22. januar, når Rikke Thomsen mellemlander klokken 19 på sin turne rundt i landet.

Alene med sin guitar, sang hun om ikke at høre til, om udlængsel og om hjemve på klingende sønderjysk. Singlen ‘Åltins Koldt i København’ gik viralt på samtlige danske medier, stærkt efterfulgt af EP’en ‘Omve’n Hjemve’ – seks sange, der ramte Sønderjylland direkte i hjertekulen og hurtigt spredte sig ud i årerne til det ganske danske land.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rikke Thomsens fortællinger handler om det nære, det kære og den tunge kuffert, hun har taget med sig fra sin lille flække i Sønderjylland. Sangene er skrevet med kærlighed, skrøbelighed og som en stille opsang og cadeau til dem og det, hun kommer fra. Guitarspillet er stærkt og gennemtænkt og indkapsler sangene på særlig fornem vis i et, på een og samme gang, moderne og traditionelt singer/songwriter univers, skriver Skandinavian, Rikke Thomsens bookingbureau.

Efter udgivelsen af ‘Omve’n Hjemve’, modtog 28-årige Rikke Thomsen Modersmål Prisen 2019 for sin indsats for den sønderjyske dialekt – tilmed som den yngste modtager nogensinde.

Nu drager hun ud på sin forårstour 2020 med hånden fuld af nye sange, såvel som sangene fra Omve’n Hjemve, svøbt i sjove, skæve og underspillede anekdoter fra livet på og af landevejen.

Billetterne er sat til salg

Betaling for entre inklusiv kaffe og synnejysk kache 150 kroner bedes indbetalt senest fem dage før på MobilPay 65610 eller konto 9797 – 0001333992 i Broager Sparekasse. Husk at opgive navn.

Tilmelding kan også ske på tlf. 2673 8130 eller e-mail broagerhus@broager.dk

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk