Rock i Mølleparken 2020 byder på 16 koncerter

12. november 2019 Kultur Skrevet af: Michael Kjær

16 koncerter fordelt på 8 koncertaftener i juni og august 2020 i Sønderborg. Det er, hvad koncertrækken Rock i Mølleparken byder på i den kommende sæson og der er i år lagt særlig vægt på rocken, oplyser Kultur i Syd.

D-A-D sørger for at alle blandt publikum bliver rystet godt igennem. Som altid bliver der kul på, store grin og fede rifs. At trommesættet bliver brændt af denne gang, kan ikke loves, men underholdende bliver det. Samme aften i august giver The Sandmen også en omgang  solid rock, så alle er tilpas svedige, når D-A-D lægger fra.

Artiklen fortsætter under annoncen

Endnu et rockband med en skarp profil, masser af energi og et stærkt nærvær på scenen er Magtens Korridorer. De spiller også i Mølleparken den kommende sommer, ligesom Halberg & Friends, der leverer den ægte, ukomplicerede rock, som publikum vil have den.

Et særligt fyrtårn i 2020 sæsonens rockprogram er Malurt – det genopstandne rockband med Michael Falch. De var indbegrebet af dansk rock i 1980erne. Malurt har banket rusten af og smurt grejet, så de i 2020 kan genopstå i deres mest rockede konstellation, inspireret af Springsteen, Neil Young og Rolling Stones. Deres turneer næste år er udsolgt på forhånd og de kan opleves i Sønderborg  Grundlovsdag, den 5. juni.

Artiklen fortsætter under annoncen

Program 2020

5. juni
MALURT
Lis Sørensen

6. juni
Magtens Korridorer
Hjalmer

19. juni
To overraskelser

20. juni
Phlake
Jada

14. august
Poul Krebs
John Mogensen (Rasmus Bjerg)

15. august
Scarlet Pleasure
Nicklas Sahl

28. august
Queen Machine
Halberg & Friends

Artiklen fortsætter under annoncen

29. august
D-A-D
The Sandmen

Salget af partoutkort starter på fredag klokken 10:00 og giver adgang til samtlige Rock i Mølleparken koncerter i 2020.