Når Socialudvalget samles i den kommende uge, så skal de drøfte Skæve Boliger med Udsatterådet, der mener, at netop Skæve Boliger er et glimrende værktøj, der kan være med til fastholde taget over hovedet hos såkaldt skæve eksistenser.
Det er tidligere Socialminister Karen Jespersen, der kom med udtrykket: Skæve Boliger til skæve eksistenser.
Mennesker med massivt misbrug gør deres naboer utrygge og så sker det ikke sjældent, at misbruget følges op af høj musik ud på natten eller slagsmål med gæster.
Kort sagt er de skæve eksistenser de mennesker, som vi nødig vil have som nabo.
Udsattepolitikken lægger op til et rummeligt samfund, hvor der er plads til mellemmenneskelig forståelse, og hvor ensomhed og udstødelse fra det omgivne samfund afværges, og der i stedet tænkes social inklusion.
En af hjørnestenene heri er en meningsfuld hverdag med adgang til en bolig, der giver mulighed for en anderledes livsførelse. Adgang til en såkaldt skæv bolig kan have en skadesreducerende effekt, og målet er, at den udsatte borger får det bare lidt bedre og oplever større stabilitet og en øget livskvalitet.
Det anslås, der er brug for 3-4 skæve boliger og det er op til Socialudvalget, om Sønderborg skal have dem.