Sønderborg-advokat anker bøder på i alt 280.000 kroner

9. november 2015 Erhverv
hans boserup

Advokat Hans Boserup.

Advokatnævnet har netop pålagt advokat Hans Boserup en bøde på 150.000 kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han har groft tilsidesat god advokatskik, lyder det ifølge TV2.

På Facebook har advokaten udsat de to ofre og en tredje pige for “en unødig og grov krænkelse,” fastslår Advokatnævnet.

Hans Boserup gik langt videre end berettiget til varetagelse af sin klients interesser, og hans skriverier på det sociale medie kunne også påvirke dommeres og nævninges stillingtagen, fremgår det af afgørelsen.

To piger var ikke blot ofre for voldtægt i en stor sønderjysk sag. Senere oplevede de at blive svinet til af gerningsmandens forsvarer.

På Facebook skrev advokaten for eksempel, “at pigerne, og de piger, der støtter dem, på FB mest præsenterer sig som lækre kropsduer, der virker, som ønsker de at blive spist …”

Han skrev også ret indgående om de forklaringer, der var afgivet bag lukkede døre, mener Advokatnævnet, som har afvist Boserups påstand om frifindelse.

“Jeg mener, at man har plukket hist og pist for at få tingene til at virke voldsomme, så selvfølgelig har jeg anket sagen”, siger advokat Hans Boserup til SønderborgNYT.

Beskyldte mor og datter for at lyve i retten

Også tidligere har advokatens opførsel i forbindelse med voldtægtssagen ført til en klagesag.retten

På Facebook havde han beskyldt en pige og hendes mor for at have løjet i retten. Dette er af byretten blevet takseret til en bøde på 50.000 kroner, men Boserup har anket til landsretten.

I øvrigt blev advokatens klient idømt fængsel i fem år og betinget udvist af Vestre Landsret i maj sidste år.

Men i det hele taget slæber advokaten fra Sønderborg en stribe af bøder efter sig.

“Og her vil jeg sige, at siden jeg i 1999 begyndte at tage såkaldte flygtningesager, så har jeg fået bøder og alle de bødesager har jeg anket og faktisk fået nedsat bøderne betydeligt”, siger Hans Boserup.

Filmede retsmøde med mobiltelefon

Samtidig med den aktuelle sanktion på 150.000 kroner er han blevet dømt i to andre sager, og her lyder bøderne på retten2henholdsvis 100.000 og 30.000 kroner.

Den ene skyldes advokatens optræden i en følelsesmæssigt tilspidset fogedsag om forældremyndighed.

Både en psykolog og en retsbetjent mente, at Hans Boserup med sin mobiltelefon filmede en del af et retsmøde, selv om fogeden havde forbudt det.

“Psykologen sad inde i retslokalet og påstår at have set, jeg filmede ude på gangen. Jeg ved ikke, hvordan det skulle være muligt”, siger advokaten, som undrer sig over, at Retten ikke meldte sagen til politiet fremfor at sende et brev til Advokatnævnet.Retten i Sønderborg

“Bøden på 30.000 er fra en tvangsfjernelsessag fra Tønder, hvor en pige fik det skidt i retten og begyndte at hyperventilere. Retten tilkaldte politi for at få hjælp til pigen og jeg sagde højlydt, at andre nok ville have bedt om krisehjælp i stedet”, siger advokaten til SønderborgNYT.

Hans Boserup ankede afgørelsen allerede søndag og det undrer ham, at Advokatnævnet offentliggør deres afgørelse, når de ved, sagen er anket.

“Men sådan er deres praksis og det er stærke kræfter, jeg er oppe imod her”, siger han.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk