Sønderborg er på forkant med regeringens affaldsudspil

18. maj 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Regeringen har mandag sendt et ambitiøst og omfattende udspil til en mere ensartet affaldssortering ud.

Udspillet indeholder blandt andet forslag til husstandsindsamling af op til ti forskellige typer af affald – og det er helt i tråd med den nye affaldssortering, Sønderborg Kommune indfører i slutningen af september i år.

“Med de nye affaldsbeholdere og en miljøkasse til miljøfarligt affald ved hver husstand har vi valgt en løsning, der allerede fra start kan leve op til regeringens udspil”, fortæller formand for Miljø- og Teknikudvalget, Aase Nyegaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Samtidigt indfører vi det landsdækkende piktogramsystem, der er udviklet i samarbejde med KL og Dansk Affaldsforening. Præcis som regeringen også anbefaler i sit udspil. Piktogramsystemet er første skridt i retning af en mere ensartet affaldssortering på tværs af kommunegrænserne i hele Danmark”.

 Mad- og drikkekartoner er med fra start

En af de nye affaldstyper, regeringen lægger op til, at kommunerne fremover skal husstandsindsamle, er mad- og drikkekartoner. Og fra september bliver det også en realitet i Sønderborg kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Med den nye affaldssortering kommer vi til at indsamle mad- og drikkekartoner, og det bringer endnu en gang os helt i front på den grønne omstilling. Kartoner til eksempelvis mælk, juice og yoghurt udgør i dag en stor del af det restaffald, vi sender til forbrænding. Når vi nu i stedet kan genanvende kartonerne, kommer vi et stort skridt nærmere vores ambitiøse mål for genanvendelse”, siger bestyrelsesformand for Sønderborg Forsyning, Tom Hartvig Nielsen, der understreger, at der ikke vil blive tale om flere beholdere end de allerede planlagte i indkørslerne i Sønderborg kommune:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der har i dag været overskrifter om op til 10 affaldsbeholdere i indkørslerne, men det bliver slet ikke nødvendigt. Standardløsningen for en husstand i Sønderborg kommune bliver tre beholdere med hver to rum samt Miljøkassen til farligt affald, og det kan dække behovet”.

Beslutningen om at indføre den nye affaldssortering blev vedtaget af Byrådet tilbage i 2018 og de nødvendige investeringer er medregnet i budgetterne for de kommende år. Regeringens udspil får altså heller ikke betydning for de lokale affaldstakster.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fakta
Regeringen lægger op til en løsning, hvor der stilles krav om, at alle kommuner skal sørge for husstandsnære indsamlingsordninger for de ti fraktioner: mad -, papir-, pap-, metal-, glas-, plast-, tekstilaffald samt fødevarekartonner, restaffald og farligt affald.

Når Sønderborg Forsyning til september indfører et helt nyt affaldssorteringssystem, vil private husstande få tre nye affaldsbeholdere med hver to rum samt en Miljøkasse til indsamling af miljøfarligt affald.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sådan skal der sorteres

Beholder 1: Madaffald plus restaffald

Beholder 2: Pap/papir og Glas

Beholder 3: Plastik/mad- og drikkekartoner fødevarekartonner samt metal

Miljøkassen: Farligt affald

Regeringen har endnu ikke klart formuleret, hvilke krav der vil være til en evt. indsamling af tekstiler. Men her er der flere muligheder for at tilpasse Sønderborg kommunes nye affaldssorteringssystem – uden at det betyder flere beholdere eller forhøjelse af taksterne.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!