Sønderborg Garden savner det musikalske fællesskab

21. januar 2021 Kultur Skrevet af: Redaktion

Den 16.december kl. 16 lukkede foreningslivet endnu engang ned.

Sønderborg Garden havde samme aften arrangeret juleafslutning.

Da denne nu ikke måtte holdes, tog bestyrelsen i stedet på tur. Klædt ud som julemand, alfer og nisser besøgte bestyrelsen 37 adresser fra Nordborg til Kegnæs, Sønderborg By og området fra Dybbøl til Gråsten.

Sådan skriver Sønderborg Garden i en pressemeddelelse.

Garden består i dag af 58 medlemmer, men heldigvis var der flere søskendepar imellem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos hver enkelt familie blev der i en pose på døren afleveret de for længst færdigpakkede godteposer samt en lille gave. Bestyrelsen sluttede af med at ringe på og synge en julesang med god afstand til hoveddørstrappen og alle fik et glædelig jul med på vejen.

Nu er der gået mere end en måned siden, vi sidst har set hinanden.

Undervisere og dirigenter forsøger at undervise online.

Det er en udfordring med forsinkelse på skærmen. Det fungerer rigtig fint med soloundervisning, men kniber når vores 19 trommegardister forsøger at spille sammen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men vi får hilst på hinanden og holder gang i musikken.

I foråret har vi tradition for et åbent hus, hvor vi inviterer interesserede børn og forældre til at komme og hilse på.

Desværre er det ikke muligt at planlægge lige nu.

Det er ærgerligt, fordi vi altid har brug for at invitere nye børn ind i vores fælleskab.

Vi har på sigt ikke nok elever til at fylde hullerne ud, når de ældste rejser fra byen for at uddanne sig.  Vi optager typisk børnene, når de er 8, 9 og 10 år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men i øjeblikket har vi også fokus på de lidt ældre.

Det viser sig, at mange har brug for at finde en ny fritidsinteresse ved 11-12-13 -års alderen.

De lidt ældre er typisk hurtigere til at lære at spille og kan komme med på gaden meget hurtigt.

Hos os lærer man at spille og marchere helt fra bunden og man bestemmer selv, om det skal være trommer eller et blæseinstrument. Garden stiller instrument til rådighed.

Garden består af et Trommekorps og et Brass Band.

Sønderborg Garden har store planer for den nærmeste fremtid. Vi har hele efteråret arbejdet på vores nye genforeningstattoo og nye showmarch-formationer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi forsøger at planlægge en sommertur så hurtigt, som det nu er muligt og mon ikke der også snart er mulighed for at komme afsted til stævner og konkurrencer igen.

Vi håber at 2021 giver os mulighed for at komme ud og vise vores publikum alt det vi kan.

Hvis nogen har lyst til at være med, så kontakt gardens elevansvarlige på [email protected].