Sønderborg imponerer på international bæredygtighedskonference

22. september 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

En mindre delegation fra Sønderborg har netop deltaget i UNESCO Learning Cities internationale partnerskabskonference i Cork i Irland. Sønderborg Kommune har været medlem af UNESCO-netværket i et år, og kommunen fik på konferencen lejlighed til at dele praktiske erfaringer med at omsætte bæredygtighedsmål til konkrete aktiviteter og indsatser.

Sønderborg Kommune er fortsat det eneste danske medlem af det internationale netværk af bæredygtige læringsbyer, UNESCO Learning Cities. Repræsentanter fra Sønderborg er netop vendt hjem fra en partnerskabskonference, hvor ca. 600 deltagere fra 80 forskellige lande var samlet om emnet bæredygtighed og livslang læring.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vicekommunaldirektør Carsten Lund og vicedirektør Hans Lehmann, EUC Syd var inviteret som oplægsholdere til temaet “Hvordan man kan opnå resultater og se effekten af lokale bæredygtighedsindsatser”.

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

”I Sønderborg tager vi afsæt i de eksisterende initiativer og bruger UNESCO-medlemskab til at bygge videre på dem. Det blev på denne konference set som en stor styrke”, siger Erik Lorenzen, formand for børne- og uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

”At vi i Sønderborg arbejder med mange forskellige aktører, og derved når hele vejen rundt, er også en styrke i det praktiske arbejde”, siger Hans Lehmann, vicedirektør på EUC Syd i Sønderborg. Hans Lehmann afsluttede Sønderborg-oplægget med at pointere, at en vedvarende politisk opbakning til arbejdet med bæredygtighed er grundlæggende for at opnå effekt af indsatserne.

4-17-42 tilgang til bæredygtighed

Det, der især gjorde indtryk på både arrangørerne fra UNESCO Learning Cities og de øvrige deltager på konferencen i Cork, Irland var, hvordan man i Sønderborg konkret arbejder med en 4-17-42 tilgang til bæredygtighed i hverdagen: 4, for de fire forskellige dimensioner af bæredygtighed, der arbejdes med i Sønderborg: økonomisk, kulturelt, socialt og miljømæssigt. 17, for FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed. Og 42, som er antallet af nøgleindsatser defineret af UNESCO Learning Cities. 4-17-42 tilgangen sætter retningen for de lokale initiativer i Sønderborg Kommune. Derudover blev den kulturelle bæredygtighedsdimension bemærket med stor interesse, på konferencen i Cork.

Artiklen fortsætter under annoncen