Forleden holdt Sønderborg Inner Wheel klub 70 års jubilæum sammen med et præsidentskifte. Klubben har eksisteret siden 16. juni 1951. Præsidentskifte sker en gang om året, hvor opgaven som formand skifter til en ny, -og hvor en ny bestyrelse tiltræder.
Den nye præsident for 2021-2022 er Kirsten I. Karlsen.
Inner Wheel har rødder i en international organisation for kvinder stiftet i 1924 i Manchester i Storbritannien. Sønderborg Inner Wheel klub er en af 4000 klubber i Verden fordelt på 104 lande. I Danmark er der 100 klubber og cirka 2700 medlemmer, skriver Sønderborg Inner Wheel.
Sønderborg Inner Wheel klub blev startet i 1951 af en gruppe kvinder, som havde tilknytning til Rotary, ægtefæller. Historisk har Inner Wheel gennemgået en stor forvandling. Hvem vil i dag med i en klub, fordi man er gift med en rotarianer?
Det ønsker ingen, men man vil være medlem af en klub, fordi man som kvinde personligt er ønsket og har lyst og interesse for organisationen.
Ved Inner Wheels start var det et stort privilegium at være med i Inner Wheel. Man kunne som kvinde komme ud hjemmefra og få et socialt fællesskab med andre kvinder. Samtidig blev Verden rigere ved, at kvinder fik øjnene op for, at der var behov for social opmærksomhed – især rettet mod kvinders og børns forhold i Verden.
Inner Wheel har fortsat det gode arbejde med at støtte op om og hjælpe kvinder og børn i Verden. Der bliver doneret penge til støtte til kvinder og børn med henblik på uddannelse og selvforsørgelse. I Sønderborg støtter vi blandt andet Mødrehjælpens lokale afdeling og Verdens Børn med et fadderbarn i Uganda og et skoleprojekt i Bulgarien. Ligeledes går Inner Wheel på verdensplan ind i at arbejde med kvinders rettigheder og muligheder for udvikling.
Vi har blandt andet i Afrika fået lokale bystyrer til at forbyde, at piger bliver gift, før de fylder 18 år, ved en involvering lokalt.
Inner Wheel Sønderborg har gennem årene også undergået en udvikling. I dag er vi kvinder med forskellige baggrunde – alder, fagligt og socialt – men med fælles interesse i socialt fællesskab, orientering i samfundsforhold, støtte til udviklingsprojekter og fadderbørn, venskaber og international forståelse.
Kvinder fra 18 år, der har en interesse i vores organisation, kan blive medlem af klubben, når man kan gå ind for klubbens formål, som er at udvikle venskab, hjælpsomhed og international forståelse.
Vi kan tilbyde interesserede et socialt og fagligt fællesskab på tværs af alder og baggrund og vi kan tilbyde venskab, hjælpsomhed for eksempel ved sygdom og omsorg for den enkelte.
Vi vil gerne kendes som åbne, omsorgsfulde, nærværende og humoristiske klubmedlemmer. Vi kan lide at have det sjovt.
Hvis man ønsker at vide mere om os, så kig ind på soenderborg.innerwheel.dk.