Der er åbnet nye handicapvenlige toiletter ved Jernbanestien til afløsning for toiletterne under Sønderborghus. Og en række eksisterende toiletter i kommunen forbedres og bliver handicapvenlige i løbet af de kommende år.
Der er afsat to mio. kr. i budgettet til bedre offentlige toiletter i kommunen de næste fire år. I forbindelse med projektet har Sønderborg Kommune udarbejdet en oversigt over alle offentlige toiletter i kommunen, og herefter er det drøftet mellem socialudvalget og Handicaprådet, hvor der er behov for, at toiletterne ikke blot renoveres men også bliver tilgængelige for handicappede, fx kørestolsbrugere.
Ud over tilgængeligheden er der også skelet til standarden og mulighederne for at fremtidssikre toiletterne.
Arbejdet er mundet ud i en politisk bevilling på to mio. kr., der betyder, at toiletterne ved Dybbøl Mølle, ved Emmashave i Gråsten og ved Nordborg Butikscenter renoveres i år.
Næste år kommer turen til Havnbjerg Butikscenter, Centerparkeringen i Gråsten, Mosevej i Guderup og Svanereden i Købingsmark.
Endelig følger Broager Busstation, Alnor Strandpark og Vemmingbund Strand i 2017-2018.