Sønderborg vært for Klima & Bright Green Business erhvervskonference

22. oktober 2018 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Samarbejdet mellem byerne, industrien og forskningen skal boostes, og det vil være i fokus når erhvervskonferencen Klima & Bright Green Business 2019 afholdes i Sønderborg den 14. januar næste år.

Konferencen, som blev offentliggjort på et pressemøde mandag, tager afsæt i, hvordan der kan skabes grøn vækst og flere grønne jobs, herunder samspillet mellem klimaomstillingen og de globale megatrends som urbanisering, digitalisering og elektrificering.

På konferencen deltager blandt andre meteorolog Jesper Theilgaard, der fortæller om, hvor alvorlig klimaudfordringen egentlig er og hvordan det vil påvirke ’det gode liv’. Finansminister Kristian Jensen giver regeringens vision for et grønt Danmark og Kim Fausing, CEO hos Danfoss A/S, vil fortælle, hvordan Danfoss bidrager til klimaomstillingen globalt.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det giver stor værdi for Sønderborg at få fortalt andre byer og virksomheder, hvordan vi løser klimaudfordringen her i Sønderborg, hvor vi nu i mere end 11 år har arbejdet målrettet med ProjectZero visionen om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Jeg håber, at vi med konferencen kan inspirere andre kommuner og virksomheder til at hente læring, erfaring og inspiration fra Sønderborgs virksomheder, hvilket gerne skal skabe vækst og grønne jobs i Sønderborgs lokale erhvervsliv”, sagde Gerhard Bertelsen, formand for Erhvervsudvalget, i forbindelse med offentliggørelsen af konferencen.

Artiklen fortsætter under annoncen

På konferencen vil der også være indlæg fra blandt andre Christian Ibsen, direktør hos CONCITO, Henrik Bindslev, dekan ved Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet og Nicolai F. Andersen, direktør hos Better Energy A/S.

Konferencen arrangeres af SLTV og ProjectZero med støtte fra blandt andre LINAK, Sønderborg Vækstråd, Danfoss, Sønderborg Kommune og EUC Syd og erhvervskonferencen finder sted mandag den 14. januar 2019 i Sønderborg Teater.

22. juli 2026 112, Gråsten

Tyvene gav ikke op og vendte tilbage

22. juli 2026 112

Tyvene ser ikke ud til at have opgivet garagen på Felstedvej i Gråsten. Blot få dage efter et indbrud, hvor der blev stjålet værktøj, har ukendte gerningspersoner igen været på spil på den samme adresse. Denne gang lykkedes det dog ikke at komme ind i garagen. Ifølge politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands […]

Læs mere...