Sønderborghus: Brecklings Bogcafé sælger billetter ved døren

22. august 2021 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det bliver en underholdende søndag i Sønderborghus, hvor Flemming Jensen gæster Brecklings Bogcafé – og fortæller om sin nye satiriske roman, Kongen af Malmø – og sikkert også om sit liv med teater- og tv-opgaver.

Brecklings Bogcafé begynder klokken 15 – og dørene åbnes fra klokken 13:30, hvor Sønderborghus’ café også åbner.

“Hvis der er nogen, som ikke har billet og gerne vil opleve Flemming Jensen, så sælges der billetter ved døren”, siger Allan Breckling til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Om Kongen af Malmø skriver Allan Breckling:

Kongen af Malmø er en Flemming Jensen-roman af den fineste slags – finurlig – morsom og til eftertanke. Den bringer minder om Finn Søborg og en snert af Hans Scherfig.  Flemming Jensen er samtidskritisk – dog uden at det bliver pinligt og som læser klukker man af fryd over forfatterens spydigheder og finurlige leg med sproget og de medvirkende i roman. Og læseren med.

Og hvad er det så for en roman?  Fra min side er der ingen tvivl – det er faktisk en kærlighedsroman. Og romanen er også skrevet med ømhed og kærlighed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi befinder os i et – måske -fiktivt Danmark – i et dansk kongehus, hvor kongen ligger for døden – og kronprinsen er klar til at tage over. Men kronprinsen er blevet forelsket i en afrikansk kvinde – endda en kvinde med en anden trosretning. Og da denne kronprins respekterer den danske lovgivning – og det er  forbudt med familiesammenføring – og derfor beslutter han, som ny konge, at flytte kongehuset til Malmø.

Og så starter det, jeg vil kalde en herlig – skrupskør – satirisk – småspydig klassisk roman fra Jensen i topform.