SønderborgNYTs stifter og redaktør Ole Kæhler fylder 60 år i dag

22. marts 2018 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

De fleste har hørt om Ole Kæhler. Ham, der altid er alle steder med sin reporterblok og sit kamera, og som hver dag på alle tider af døgnet beskriver livet i Sønderborg i ord og billeder. Ole Kæhlers journalistiske liv har altid været i de lokale læseres tjeneste, og siden 2012 har Ole dokumenteret sønderborgensernes liv gennem SønderborgNYT.

Ole blev født i Kongevejsparken i Sønderborg, men de helt unge år blev tilbragt på Fyn, hvor han som 18-årig blev udlært som tjener og samtidig var en stor del af det frivillige liv i Odense. Tjenergerningen førte Ole vidt omkring i Danmark, før han forlod tjenerbranchen for at kaste sig over journalistikken. Den første journalisttid blev tilbragt på den lokale avis i Grindsted, hvor Ole lærte alt om den lokale journalistik. gennem årene kom Ole bl.a. til flere radioer og TV2 i Odense.

Artiklen fortsætter under annoncen

I 2010 flyttede Ole til Sønderborg, og i 2012 startede han SønderborgNYT som et online alternativ til de lokalt orienterede men udenbys ejede medier i Sønderborg. Konceptet var helt klart fra dag ét: Lokaljournalistik skal handle om lokale mennesker, og læserne skal kunne spejle sig i de daglige historier fra og om Sønderborg.

Ole Kæhler fik sit store gennembrud med SønderborgNYT i forbindelse med kommunalvalget i 2013, hvor sønderborgenserne og de lokale politikere for alvor fik øjnene op for SønderborgNYT. Læsertallet er siden da vokset støt og roligt, og i dag følger flere end 50.000 sønderborgensere med hver måned, når der publiceres historier, tv-indslag og live tv-transmitteres fra Sønderborg-området.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mennesker har altid interesseret Ole, og derfor er det også naturligt, at mange historier i dag tager afsæt i netop det lokale, og hvordan det lokale liv leves i Sønderborg. Særligt de udsatte, børn og frivillige ligger Oles hjerte nær. Ikke overraskende beskriver Ole de frivillige foreninger og de mennesker, der står bag, som ”kittet, der får det det meste til at hænge sammen”.

Helt i overensstemmelse med Ole Kæhlers DNA om ikke selv at være i fokus og centrum for historierne og begivenhederne, har Ole ikke ønsket at markere fødselsdagen med en reception. Til gengæld vil familien fejre Ole Kæhlers 60 års fødselsdag under private former i den kommende weekend.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Oles ånd har SønderborgNYT i anledningen af Oles 60 års fødselsdag doneret et kontant beløb i Ole Kæhlers navn til Frelsens Hær i Sønderborg til brug for deres lokale arbejde i Sønderborg – et arbejde for at hjælpe udsatte familier, som Ole altid har støttet op omkring.

SønderborgNYT ønsker redaktør Ole Kæhler et stort tillykke med fødselsdagen.

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...