Sønderjyllands Symfoniorkester er økonomisk på ret køl

29. marts 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderjyllands Symfoniorkester er kommet på ret køl økonomisk, men er udfordret af kommende besparelser, krav om innovation og fornyelse og ikke mindst – evnen til at kunne tiltrække flere unge til koncerterne.

Det understreger fungerende formand Bjarne Rasmussen i dag, hvor årsregnskabet for 2016 er godkendt og musikerne bliver orienteret om, at de fælles kraftanstrengelser, alle har ydet de seneste par år for at rette op på økonomien, har båret frugt.

“Vi har haft to år med underskud som gav negativ egenkapital; Dette har stillet massive krav til administrationen, orkestrets programudvalg,, musikerne og bestyrelsen. Derfor er det en glæde i dag at kunne fortælle, at vi skabte et resultat på 4,8 mio. kr. sidste år, også fordi vores sponsorer sidste år tredoblede deres bidrag til orkestrets økonomi med 1,9 mio. kr.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Så nu kan orkestret forbedre egenkapitalen med 2 mio. kr., og sætte 2,8 mio. kr. til side til at betale allerede indgåede forpligtelser, som de kender og som forventeligt giver underskud.

Forventer bæredygtig økonomi

“Bestyrelsen forventer derfor nu, at symfoniorkestret kan genopbygge en mindre egenkapital, så orkestret opnår en bæredygtig økonomi, så vi får tingene til at hænge sammen. Og som det ser ud nu, er bekymringen afløst af en stærk tro på orkestrets fremtid. Budgetterne frem til og med 2020 viser et pænt sort nul-resultat”, siger Bjarne Rasmussen og bemærker, at statens øgede sparekrav ikke gør det let for et landsdelsorkester som Sønderjyllands Symfoniorkester. De statslige tilskud har været på 41 mio. kr., er på 39,7 mio. kr. i år og falder til 37 mio. kr. i 2020.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg er ikke i tvivl om, at vore musikere og medarbejdere er hårdt spændt for, da vi jo ikke har fuld bemanding. Vi var i de gode dage ca. 65 musikere, og nu er vi 57, lige som også administrationen er stærkt reduceret. Men for os alle giver det mere sikker og fleksibel  drift at indkalde assistenter til de koncerter, hvor det er nødvendigt, end det er at have faste lønomkostninger til flere i orkestret”, siger Bjarne Rasmussen i en pressemeddelelse.

Når administration, programudvalg, musikere og bestyrelse også fremadrettet viser en tilsvarende økonomisk bevidsthed, får vi forhåbentlig ressourcer også til den innovation og fornyelse, der er nødvendig for at få flere unge tilhørere. Vi skal have fat i et yngre publikum; det er bydende nødvendigt og måske den største udfordring af alle, bemærker den fungerende bestyrelsesformand og noterer med tilfredshed, at den verdensomspændende trend med nedgang i abonnementssalget er opvejet af øget løssalg.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi har klaret skærene. Men vi kan ikke slappe af, lyder konklusionen på orkestrets turn around, hvor underskud satte kniven på struben på Sønderjyllands Symfoniorkester et år eller to inden de øvrige landsdelsorkestre, har oplevet de økonomiske stramninger”.