SønderjyskE fik point i kampen mod Skanderborg AGF

Pressefoto
Pressefoto
22. september 2023 Sport Skrevet af: Ole Kæhler

På en svær udebane mod Skanderborg AGF, torsdag, lykkedes det SønderjyskE at få et enkelt point med hjem i bussen og efter kampen var der både ærgrelse og stolthed hos spillere og trænere. Ærgrelse over at holdet måtte ’nøjes’ med et point efter at have haft momentum midt i anden halvleg og stolthed over de fik point med hjem fra en kamp mod en vanskelig modstander.

Som regel er det tætte opgør vi spiller mod Skanderborg AGF og torsdagens kamp var ingen undtagelse. Vi kom bedst fra land i kampen og var flere gange foran med 3 mål i de første 20 minutter, men kunne trods en stor kamp i målet fra Kasper Larsen ikke forhindre at hjemmeholdet var foran med 12-11 ved pausen, skriver SønderjyskE i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hjemmeholdets føring varede helt ind til det 43. minut, hvorefter momentum kom på SønderjyskjEs hænder. De bragte sig først i front med to mål ved 22-24 og med 9 minutter tilbage var føringen på tre mål. I kampens slutning var det hjemmeholdet der havde tur i den og med 3½ minut tilbage var det helt lige 25-25. Hjemmeholdet havde chancen til at bringe sig i front, men det blev afværget og i stedet fik Oliver Eggert fremtvunget et straffekast, der blev omsat til mål af Nikolaj Jørgensen. 10 sekunder før slutfløjtet var det Skanderborg AGF der fik chancen fra de syv meter og udlignede til slutresultatet 26-26.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi står lidt med en blandet smag i munden efter det uafgjorte resultat efter at vi havde momentum 15 minutter før tid og egentlig havde chancen for at lukke kampen. Desværre er vi lidt for uskarpe i slutningen med lidt for mange tekniske fejl. Nogle af dem på lidt tynde angrebsfejl så det ærgrer vi os da over. Omvendt har vi før spillet rigtig gode kampe mod Skanderborg AGF uden at få noget med hjem, så et point er godkendt. I slutningen kunne kampen være gået til begge sider, så jeg er lidt semi-tilfreds”, siger SønderjyskEs cheftræner Rasmus Vandbæk.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Når vi tager kampen torsdag aften og kampen ude mod KIF synes jeg vi kan være godt tilfredse med pointudbyttet. Der er store roser til Oliver Eggert for at turde gå på i det sidste angreb og til Kasper Larsen der spillede en stor kamp i målet og så vil jeg gerne hylde kollektivet for at stå sammen og holde de aftaler der er lavet”.

Skanderborg AGF – SønderjyskE 26-26 (12-11)

Skanderborg AGF: Jonatan Mollerup 5, Fredrik Olsson 5, Torben Petersen 5, Mikkel Lang 3, Morten Jensen 3, Lars Mousing 2, Lars Skaarup 2, Kristian Bonefeld 1.

Artiklen fortsætter under annoncen

SønderjyskE: Nicolaj Jørgensen 7, Oliver Eggert 6, Andreas Lang 5, Sebastian Augustinussen 3, Nikolaj Svalastog 2, Morten Bjørnshauge 2, Tobias Møller 1.

På tirsdag klokken 20 skal SønderjyskEs herrer spille kamp igen og det er på hjemmebane i Broager Sparekasse Skansen, hvor modstanderen er Fredericia Håndbold.