‘Smag på Sønderjylland’ skal samle lokale råvarer, egnsretter og madoplevelser. Pressefoto
Sønderjyske retter, lokale råvarer og kokke fra den danske madscene skal være med til at sætte Sønderborg tydeligere på landkortet som madby, når ‘Smag på Sønderjylland’ efter planen bliver afholdt for første gang i oktober 2026.
Kultur-, Handel- og Turismeudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt, at kommunen støtter arrangementet med 300.000 kroner om året i 2026, 2027 og 2028.
‘Smag på Sønderjylland’ er planlagt som et årligt madarrangement med både en kokkekonkurrence for udvalgte kokke og en offentlig madfestival med fokus på sønderjyske egnsretter. Her skal lokale fødevareproducenter og andre madaktører kunne vise deres produkter frem, mens publikum får mulighed for at smage på den madkultur, der hører området til.
“Smag på Sønderjylland bygger på tre ben: Danmarks stærkeste egnskøkken, lokal opbakning og Jesper Kochs gastronomiske netværk. Det giver et rigtig godt grundlag for, at en madfestival med sønderjysk mad kan blive en succes”, siger Daniel Staugaard, der er formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget og medlem af Venstre, til SønderborgNYT.
Ifølge sagen foreslås arrangementet afholdt på Sergenten i Sønderborg, men med tiden kan det brede sig ud til havnefronten. Projektet er blandt andet inspireret af det bornholmske madarrangement ‘Sol over Gudhjem’, som har været med til at skabe opmærksomhed om Bornholms madkultur og lokale råvarer.
Daniel Staugaard forklarer, at udvalget gerne vil støtte lokale kultur- og turismetiltag, der vokser frem lokalt og bygger på noget, som hører egnen til. Det kan være natur, historie, kunst, sprog eller som her mad.
“Det gode ved at have fokus på det egnsbestemte er, at det ikke kan kopieres af andre kommuner. Ved at investere i ‘Smag på Sønderjylland’ er vi med til at styrke fortællingen om Sønderborg og Sønderjylland som en unik egn”, siger Daniel Staugaard.
Kommunens støtte hænger sammen med Masterplan for Turisme og Handel 2024-2027, hvor et af målene er at få flere gæster til kommunen udenfor den travle sommersæson. Ifølge Daniel Staugaard kan madoplevelser være med til at få flere besøgende til at bruge byens restauranter og hoteller på tidspunkter af året, hvor der ellers er mere stille.
“Jeg håber, at vi på sigt får sat Sønderborg på landkortet som en gastronomisk destination, der tiltrækker besøgende fra både hele Danmark, Nordtyskland og Benelux”, siger Daniel Staugaard.
På længere sigt er ambitionen, at ‘Smag på Sønderjylland’ kan vokse til en hel uge, hvor sønderjyske retter kommer på menukortet hos byens spisesteder, og hvor der kan være madoplevelser i byen, muslingeretter på havnen og langbordsmiddage for både borgere og turister.
Med kommunens støtte er ‘Smag på Sønderjylland’ kommet et skridt tættere på at blive til noget. Arbejdsgruppen søger dog fortsat penge fra flere sider, før det samlede arrangement er på plads.
















