SønderjyskEs håndboldherrer vandt over ligaens bundhold

SønderjyskEs Kasper Larsen. Pressefoto
SønderjyskEs Kasper Larsen. Pressefoto
25. februar 2024 Sport Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag var der også lagt op til et intens opgør med fuld fokus på fysikken i Sydjysk Sparekasse Skansen og SønderjyskEs herrehold havde aftalt, at de skulle kunne matche Lemvig-Thyborøn på intensitet og fight. Det kunne de og det blev en kamp, hvor der blev givet og taget i begge ender af banen. Vi skulle kun hen til det 4. minut før Morten Bjørnshauge blev liggende efter en hård tackling, der blev takseret til en to minutters udvisning til gæsterne, skriver SønderjyskE.

Nicolaj Jørgensen boltrede sig i angrebsspillet i kampens indledning og scorede SønderjyskEs første mål og nåede op på 11 scoringer i alt. De første 30 minutter blev en rigtig lige affære, hvor holdene fulgtes ad og det endte med en pausestilling på 14-14. Det kunne være blevet til en føring, men i det sidste angreb ramte Alec Smit gæsternes målmand i hovedet på et fløjskud og måtte tage imod en to minutters udvisning i stedet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Medvirkende til det uafgjorte resultat var, at SønderjyskE havde en scoringspause på otte minutter fra det 12. til det 20. minut.

SønderjyskE startede de sidste 30 minutter med bolden og en mand i undertal og fik en god start med en scoring til 15-14. I det 34. minut blev Kasper Larsen noteret for en redning efter et skud til ansigtet. På trods af næseblod og at der måtte tørres blod af banen, mente de to dommere dog, at redningen var med armen og derfor ingen udvisning til gæsterne. Om det var derfor, ved vi ikke men Kasper Larsen stod en fremragende 2. halvleg og var stærkt medvirkende til at Lemvig-Thyborøn kun scorede tre gange i de første 20 minutter efter pausen. Han fik dog også god hjælp af et forsvar, der udviste en ukuelig arbejdsiver med de to udsmidere Bjørnshauge og Bagersted som rene arbejdsheste.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gæsterne forsøgte sig med 7 mod 6 og med en dobbelt mandsopdækning af Nicolaj Jørgensen og Andreas Lang. Sidstnævnte var storspillende i de sidste 30 minutter, hvor han nettede hele syv gange.

SønderjyskE trak gennem hele anden halvleg uimodståeligt fra og viste at de på dagen var det bedste mandskab. Føringerne undervejs lød på 18-15, 20-15 og med sit 11 mål gjorde Nikolaj Jørgensen det til 25-18 med 10 minutter tilbage. Dermed var det hele naturligvis afgjort og den fortjente sejr lød på 31-26 efter en kamp, hvor Andreas Lang og Kasper Larsen var i storform efter pausen og Nikolaj Jørgensen i hopla gennem 60 minutter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Defensiven fungerede på højt plan og fik løst samtlige af gæsternes forsøg på at udfordre. Kollektivet var garant for, at aftalerne blev holdt og med de to point er vi stadig med i ræset op mod 8. pladsen – og dermed mod slutspillet.

SønderjyskE-Lemvig-Thyborøn 31-26 (14-14)

SønderjyskEs målscorere

Nikolaj Jørgensen 11, Andreas Lang 9, Jacob Bagersted 4, Morten Bjørnshauge 3, Pelle Schilling 2, Alec Smit 1, Nikolaj Svalastog 1.

Kasper Larsen 36 procent, Julius Steen 25 procent.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lemvig-Thyborøn: Topscorer Jeppe Gade, 10.