Solisterier: Revy-veteranerne Lone Rødbroe og Thomas Pakula på scenen med jazzkomet

28. oktober 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

Alle sejl er sat til en særlig festlig gratiskoncert med Solisterier 12. november klokken 14 i Café Alsion, hvor jazzmusikeren Mads Mathias blander musikalsk blod med revystjernerne Lone Rødbroe og Thomas Pakula, som i mange år har været en del af Sønderborg Sommer Revy.

Mads Mathias er Danmarks nye crooner og jazzsaxofonist. Lone Rødbroe og Thomas Pakula to af landets mest erfarne revykunstnere. Denne lørdag står de tre for første gang på samme scene.

Der vil være både swingende jazz og revyviser i luften. Så publikum kan allerede nu glæde sig til en forrygende koncert-time, skriver Solisterier.

Artiklen fortsætter under annoncen

Traditionen tro er det muligt at bestille frokostplatte og kaffe/kage på telefon på tlf. 2528 2886.

Solisterier er et samarbejde mellem Dansk Solistforbund, Koncertsalen Alsion, Sønderborg Kommune og Café Alsion.

Der er gratis adgang til koncerten.