Solisterier: Tre Sønderjyder vender hjem

18. januar 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Meget tyder på, at årets første Solisterier 27. januar i Café Alsion bliver en af de særligt velbesøgte.

Café Alsion melder allerede nu alt udsolgt til den forudgående frokost, men det er stadig muligt at købe kaffe og kage før showet.

Det er da også et godt program, som Dansk Solistforbund har skruet sammen den søndag.

Tre sønderjyder vender nemlig hjem til Alssunds bred, når Chresten Speggers og Lars ”Manden med de mange stemmer” Thiesgaard giver den Kalle & Kloj og Christoffer Brodersen deler rundhåndet ud af sin karriere som musicalsanger, skriver Sønderborg Event.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kalle og Kloj er efterhånden blevet et par gamle drenge i gårde, men livet har for deres vedkommende ikke udviklet sig så meget.

Og sådan går det bedst.

Publikum skal høre lidt om livet og dagligdagen fra Hundslev til Dynt, om de skavanker man efterhånden får, når man nærmer sig de 60, om konerne derhjemme, Midde og Anmaj og om de oplevelser og tanker de har, når de har set et naturvidenskabeligt program i fjernsynet.

Publikum kommer også til at høre om SØB, Synnejysk Øvesætte Byro.

Artiklen fortsætter under annoncen

Solisterier starter som vanligt klokken 14, og der er gratis adgang.

Man finder sin plads efter princippet ‘først til mølle’.