Gode fund, god stemning og en god sag – det er omdrejningspunktet, når en gruppe service- og oplevelsesøkonomer fra Erhvervsakademi Sydvest stiller stativerne op og inviterer til tøjloppemarked foran Alsion. Her handler det ikke kun om at finde lækkert tøj til små penge, men også om at gøre noget godt i fællesskab.
Markedet finder sted lørdag den 17. maj 2025 og er tænkt som en dag hvor man både kan gå på opdagelse blandt tøjstativerne, nyde en snack eller en kop kaffe og samtidig støtte Knæk Cancer, fortæller eleverne i en pressemeddelelse.
Alle, der har lyst, kan donere tøj til EASV forud for markedet – de studerende står for salget, og hele overskuddet går til den landsdækkende indsats mod kræft.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne, uanset om man kommer for at finde et godt kup til garderoben, bakke op om et vigtigt formål eller bare få en hyggelig stund i selskab med andre. Arrangementet foregår udendørs på plænen ved Alsion fra klokken 14:30 til 18:00, så det er bare at møde op og tage del i en dag med plads til både loppeguld og livsglæde.
Har man tøj man ønsker at donere, kan dette ske ved at kontakte [email protected].
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















