Styrelse fyrer 60-70 medarbejdere – det kan ramme i Augustenborg

17. september 2018 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Landbrugsstyrelsen står  overfor en fremtid med  faldende bevillinger.

Det betyder, at styrelsen i løbet af efteråret må afskedige 60-70 medarbejdere.

Det svarer til cirka hver 20. medarbejder og det kan også betyde fyringer i Augustenborg.

Det oplyser styrelsen mandag formiddag i en pressemeddelelse.

“Det er selvfølgelig en trist situation. Og det er klart, at vi ikke kan afskedige så mange medarbejdere, uden at det på den korte bane får betydning for vores varetagelse af opgaver. Der vil være opgaver, vi ikke når. Og vi kommer til at fokusere på de mest kritiske mål og aktiviteter”, siger direktør Jette Petersen fra Landbrugsstyrelsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samlet set står styrelsen over for et fald i bevillingen på 18 procent frem mod 2022, og allerede i 2019 reduceres styrelsens bevilling med knap 70 millioner kroner.

Styrelsen har siden maj 2016 haft en afdeling på Augustenborg Slot, som et led i regeringens ønske om at flytte statslige arbejdspladser fra København.