Det Sønderjyske Sangcenter og Sønderborg Kommunes Forvaltning for Børn, Uddannelse og Sundhed står bag et nyt initiativ, hvor sang og trivsel går hånd i hånd og torsdag den 20. marts 2025 starter Fællesskabskoret, et sangtilbud for alle, der ønsker at synge i et trygt og hyggeligt fællesskab. Koret har fokus på samvær, glæde og sundhed gennem sang.
Fællesskabskoret i Sønderborg er en del af et landsdækkende netværk af sundhedskor, som støttes af Spar Nord Fonden og udvikles af Sangens Hus. Koret er åbent for alle, der ønsker at synge i et trygt fællesskab med plads til både musik og samvær, forklarer kunstnerisk leder Mette Rasmussen fra Det Sønderjyske Sangcenter:
“Koret henvender sig især til dem, der oplever mentale eller fysiske udfordringer. Det kan være ensomhed, stress, depression eller fysiske begrænsninger. I Fællesskabskoret er der plads til alle, og sammen skaber vi både stærke fællesskaber og sangglæde. Vi synger fællessange og enkle korsatser på et niveau, hvor alle kan være med”.
Det kræver ingen forkundskaber, og alle kan deltage uanset sangniveau og koret holder til i Sangcentrets lokaler på Sønderborg Kaserne på 4. sal. Fællesskabskoret mødes første gang torsdag den 20. marts klokken 11:00 – 12:00 og fortsætter i 12 uger, hver torsdag klokken 11:00. Efter sangen er der mulighed for at blive og nyde kaffe, kage og hyggesnak.
Deltagelse er gratis, og tilmelding kan ske via Sangcentrets infomail [email protected].
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















