Sydalskorets ‘Knøs-aften’ handler om Højskolesangbogen

Line Rishøj, Pressefoto
Line Rishøj, Pressefoto
22. oktober 2021 Kultur Skrevet af: Redaktion

På onsdag klokken 19 har Sydalskoret den såkaldte Knøs-aften, hvor der ud over en række fællessange og nogle korsatser fremført af Sydalskoret også er et foredrag om Højskolesangbogen og dens rolle i historisk perspektiv.

Undervejs er der kaffe og kager. Entreen er 50 kroner, skriver Sydalskoret i en pressemeddelelse.

Det er foredragsholder Line Rishøj, der tager dig med på en hæsblæsende rejse gennem Højskolesangbogens 19 udgaver, som byder på både små og store redaktionelle forandringer, boykotter, skænderier og krig. Vi går bag kulisserne på en sangbog, som har en betydelig plads i den danske kulturarv, og vedbliver med at være en kilde til glæde, men samtidig også til stor debat hos danskerne på godt og ondt.

Artiklen fortsætter under annoncen

I foredraget kommer vi også omkring, hvordan fællessangen har udviklet sig i takt med Højskolesangbogens udgaver, hvilke andre højskolesangbøger der har været på markedet udover den ’autoriserede’ fra Højskoleforeningen og hvordan sangbogen har afspejlet sine brugere gennem tiden.

Line Rishøj er organist ved Sahl og Gullev kirker og er også musiklærer. Hun arbejder på en bog om Højskolesangbogen, så foredraget udspringer givetvis fra det arbejde.