Symfoniorkestret og børnehavekor giver koncerter i Alsion

6. juni 2019 Kultur

Det Sønderjyske Sangcenter har i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester gennem de seneste tre måneder sunget og spillet med 650 børn i 17 daginstitutioner.

Projektet kulminerer med to koncerter i Alsion torsdag den 13. juni – kl. 9.30 og kl. 10.45 – hvor børn og pædagoger sammen med symfoniorkestret, sangcentrets sangpædagoger og to konferenciers, Steffan Grarup og Christoffer Gausdal, vil præsentere en række sange foran et inviteret publikum af forældre, bedsteforældre og samarbejdspartnere, skriver Sangcentret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er dog hverken Mozart, Beethoven eller Schubert på programmet. Børnehavekoncerterne har temaet dyresange, som alle, store som små, kender og kan synge med på. Blandt andre sangene ”Hvis du ser en krokodille”, ”Åh Abe” og ”Bim Bam Busse” vil blive spillet og sunget af symfoniorkestret og børnene, som har øvet sig flittigt på alle sangene.

“Selv om det er ganske små børn, vi har med at gøre i dette projekt, så synger de helt fantastisk – og ikke mindst entusiastisk”, fortæller kunstnerisk leder af sangcentret Mette Rasmussen og fortsætter:

“Projektet er et bevis på, at børn kan alt, og at man bliver god af at øve sig! Det kræver vilje og koncentration at lære så mange nye sange, tekster og bevægelser, og takket være et fantastisk arbejde af sangpædagoger og institutionernes personale, har børnene fået enormt godt fat i sangene. Nu glæder vi os til at give både børn og voksne en fantastisk oplevelse, når symfoniorkestret sætter fuld musik til sangene”.

Det er første gang, symfoniorkestret spiller koncert for og med børnehaver, og både børn og voksne får en unik mulighed for at opleve de kendte børnesange formidlet på en helt ny måde. Formålet med projektet og de afsluttende koncerter er, udover at give børnene en symfonisk musikoplevelse, også at inspirere de voksne i børnehaven og derhjemme i familien til at bruge denne anderledes musikformidling med sang og bevægelse til understøttelse af børnenes udvikling.

Sønderjyllands Symfoniorkester har længe ønsket at brede musikken ud til børnehaver og gennem samarbejdet med Det Sønderjyske Sangcenter er dette nu blevet til virkelighed.

Klokken 9.30 synger:

Guderup Børnehave

Stevning Børnehus/Nørreskovens Naturbørnehave

Kulturbørnehaven Gammeldam

Nybøl Børneunivers

Fynshav Børneunivers

Deutsche Kindergarten, Broager

Bygadens Børnegård, Hørup

Kernehuset, Augustenborg

Klokken 10.45 synger:

Børnehuset Goethesgade

Dybbølsten Børnehave

Deutsche Kindergarten, Arnkilgade

Kløverhusene

Dybbøl Børnehus

Børnehaven Engelshøj

Børnegården Damgade

Børnehuset Møllegade

Børnehuset Toften

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk