Tak til Sønderborgs buspassagerer

22. februar 2018 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Tirsdag kunne Sønderborg-områdets buspassagerer få en endnu bedre rejse, da Sønderborg Kommune og Projectzero sammen med Sydtrafik uddelte bagerbrød til buspassagererne i Nordborg og Sønderborg for at takke dem for deres grønne og gode transportvalg.

”Det er en stor fordel, at vores borgere i Sønderborg-området vælger bussen. Det giver grobund for en bedre kollektiv trafik, og samtidig giver det færre biler på vejen, som er godt for samfundsøkonomien. Det er derfor vigtigt, at vi værdsætter de borgere, som tager bussen”, siger Aase Nyegaard, formand for Teknik og miljøudvalget  i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det gør en verden til forskel, når borgerne vælger at tage bussen, og derfor har vi valgt at forkæle dem med lækkert bagerbrød. Når borgerne vælger at tage de CO2-neutrale busser, er de en del af ProjectZero-visionen, og det skal de have tak for”, siger Pernille Petersen, projektsupporter ved ProjectZero.

Allerede fra tidlig morgen blev passagerne i Nordborg budt på morgenbrød, og senere på dagen blev det Sønderborgs tur, hvor der blev delt muffins ud.

”I Sønderborg Kommune er vi så heldige at have Sønderjyllands mest anvendt busrute, nemlig 223, som forbinder Sønderborg-områdets tre største byer. Ruten er et eksempel på, at hvis borgerne bakker op om den kollektiv transport, så kan der være hyppige afgange og en god infrastruktur”, siger trafikplanlægger Tina Aagaard Mørkeberg, trafikplanlægger og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det har været en fornøjelse at møde vores borgere og vise vores taknemlighed for, at de vil benytte busserne som deres transportmiddel”.

Sidste år blev Sønderborg-områdets 44 nye biogas-busser indviet, og det har bragt Sønderborg-området i front med omstillingen af den kollektive transport og har derudover givet en besparelse på ca. 2.500 tons CO2.  Med busserne fulgte etableringen af fyldestationen i Ragebøl, som er et af Danmarks største anlæg, hvor busserne over natten kan tanke den CO2-neutrale biogas.