Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Byrådet et ja til børnehave-byggeri i Broager

25. august 2017 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Med stemmerne 3-2 anbefaler Teknik- og Miljøudvalget fredag formiddag, at Deutscher Schul- und Sprachverein får tilladelse til at opføre en ny børnehave på Vesterbakke i Broager.

“Der har været bekymringer omkring trafikken omkring børnehaven og den kritik er vi kommet i møde ved at indføre en pasus, der siger, at der ikke må ske ændringer af standsnings- og parkeringsforholdene på Vesterbakke”, siger udvalgsformand Frode Sørensen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stefan Lydal Lydal fra Dansk Folkeparti stemte – ligesom Venstre – imod tilladelsen.

“Og den pasus, der er skrevet ind er bare en gratis omgang. Hvis et byggeri går ud over standsnings- og parkeringsforholdene, så er der jo ikke plads til byggeriet”, siger Stefan Lydal til SønderborgNYT.

Nu er det op til Byrådet af afgøre, om Deutscher Schul- und Sprachverein skal have byggetilladelse eller ej.

“Og jeg vil bestemt fremføre min kritik på byrådsmødet på onsdag”, siger Stefan Lydal.

Artiklen fortsætter under annoncen

 Delegationsplanen siger, at Teknik- og Miljøudvalget har beslutningskompetencen i afgørelser, hvor der har været væsentlige indsigelser i forbindelse med høringer, men på byrådsmødet den 3. maj blev det besluttet, at sagen afgøres i Byrådet.