Tilflyttere fra andre lande mødtes på hesteryg

19. september 2016 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Omkring 40 mennesker fra vidt forskellige steder i verden mødtes søndag til en ride-event på Broagerlands Rideklub.

Fælles for alle deltagerne var, at de er tilflyttere. Der var bl.a. deltagere fra Indien, Kina, Tyskland, Østrig og Mexico. Nogle af deltagerne arbejder på virksomheder, andre studerer på Alsion og nogle er flyttet til hertil, fordi deres ægtefælle har fået arbejde.

Ideen med rideeventen var at skabe et sted, hvor tilflytterne kunne mødes og udvide deres sociale netværk. Samtidig blev de introduceret til lokalområdet og lærte en ny forening og aktivitet at kende, skriver Boragerland Rideklub i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rideklubben havde udvalgt fem heste, som gæsterne hjalp med at gøre klar og sadle op. Derefter fik de prøvet ringridning og ponygames og til sidst en tur på sansestien.

Eftermiddagen blev sluttet af med bl.a. ringriderpølser og kage.

”Det har været en rigtig dejlig dag, hvor både gæsterne og vores hjælpere har fået en dejlig oplevelse”, siger rideklubbens formand Lisa Nielsen.