Natten til torsdag, klokken 02:45, har der været indbrud i flere kælderrum på Borgmester Andersens Vej i Sønderborg. Politiet blev opmærksom på sagen, efter en opmærksom borger hørte et vindue blive knust og kiggede ud af sit vindue. Her så vedkommende en gerningsperson stå i et kældervindue, mens en anden person kravlede ud af vinduet og forsvandt fra stedet.
Anmeldelsen blev først indgivet næste morgen, hvorefter en patrulje undersøgte området og konstaterede, at der var sket et indbrud i tre kælderrum. Politiet har endnu ikke et overblik over, hvad der eventuelt er blevet stjålet, og der er ikke et konkret signalement af gerningspersonerne.
I samme tidsrum som indbruddet på Borgmester Andersens Vej, er der sket et indbrud i et kælderrum på Friheds Alle. Politiet undersøger en mulig sammenhæng mellem de to hændelser.
Politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer derfor borgere, der har observeret noget usædvanligt i området omkring Borgmester Andersens Vej eller Friheds Alle omkring klokken 02:45, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.

















