To sønderjyder og en vestjyde kører søndag med i Moto Cross-VM for landshold

28. september 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Den danske landstræner MX, Emil Larsen,  har til dette års Motocross of Nations, VM for landshold, udtaget to sønderjyder og en vestjyde til at udgøre den danske trup.

Stærkeste kort er Thomas Kjer Olsen fra Sønderborg, der netop har afsluttet sin tredie individuelle VM sæson i MX-2 klassen  – 19 afdelinger fordelt over hele verden – belønnet med en flot VM sølvmedalje, efter VM bronze de to foregående sæsoner samt et Europamesterskab, skriver Sønderborg Motor Klub.

Storebror Stefan Kjer Olsen – med rødder i det sønderjyske kørte i år til sit 5. danmarksmesterskab, denne gang i MX-1 klassen, tillige med, at han har været stærkt kørende i kampen om det tyske ADAC-meterskab i flere afdelinger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tredie kører på holdet er unge Bastian Bøgh Damm fra VMCC Vestjysk Moto Cross Club – en kører, som ikke har kørt med i de danske turneringer, men udelukkende koncentreret sig om det tyske ADAC-mesterskab ADAC MX MASTERS Championship 2019 Class MX Youngster Cup og hvor han i denne sæson er sluttet på den samlede bronze plads.

Motocross of Nations køres på Assenbanen, som normalt er en asfaltbane hvor der køres Road Racing, men som til denne lejlighed er omdannet til en krævende motocrossbane. De hollandske arrangører forventer at omkring 100.000 tilskuere i weekenden vil overvære stævnet, hvor 102 kørere fra 34 nationer vil kæmpe med om mesterskabet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hver nation stiller med tre kørere på holdet, henholdsvis i MXGP, MX-2 og Open klasserne – lørdag køres de indledende kvalifikationer, hvor vi forventer at få det danske hold blandt de 10 bedste nationer. Stærkeste nationer forventes at være USA, Frankrig, Belgien, men også England og Holland stiller med skrappe teams.

Danske DR3-tv sender live fra Motocross of Nations – søndag fra klokken 12:50 – hvor du kan følkge de sønderjyske kørere.

Herudover vil der konstant være opdateringer på den officielle hjemmeside www.mxgp.com

Artiklen fortsætter under annoncen