Traditionsbunden skyttefrokost på Kær

8. juni 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag middag satte Borgerforeningens skyttebrødre sig til bords i Skyttehuset på Skovhuse på Kær, hvor de sammen med inviterede gæster skulle nyde den tradionelle skyttefrokost, som også i år bestod af sildemadder og skipperlabskovs.

Formiddagens vinder af kongeskydningen, Viggo Ravn, blev hædret under frokosten for sine pletskud – og til gengæld påtog han sig at betale de øl og vand, som skyttebrødrene drak i det tidsrum, hvor han selv er i Skyttehuset.

Under frokosten skal der synges og det er de samme sange år efter år – og der holdes taler.

Artiklen fortsætter under annoncen

De drikker på Nord-Als Musikfestival

Borgmester Erik Lauritzen deltog også i skyttefrokosten og det er tradition, at skyttebrødrene marcherer fra Mølleparkens Plejecenter, hvor de har hejst flaget, og så til Rådhuset og henter borgmesteren og æresgæsten. I år var det Bjørn Østergaard fra Historiecentret Dybbøl Banke.

“Jeg er glad for at være sammen Jer og har igen afbrudt min fridag på Nord-Als Musikfestival. Det er faktisk dejligt at komme lidt væk deroppe fra, for de drikker godt nok meget”, sagde Erik Lauritzen i sin tale ved skyttefrokosten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesteren fortalte, at han synes, der er rigtigt mange, der stabler arrangementer på benene.

“Hvis man gerne vil deltage i dem alle, så får man godt nok travlt”, sagde han.

Dybbøl Mølle

Borgerforeningen er flere hundreder år gammel og der holdes stadig fast i de gamle traditioner og ritualer, som altid har været der.

“Det er dejligt at være her og opleve en forening, der bærer de gamle traditioner videre”, sagde Bjørn Østergaard, der var æresgæst ved skyttefrokosten.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg kæmper selv med at få Kampen om Als gjort til en tradition og næste år, hvor vi skal fejre genforeningen i Dybbøl Skanse, bliver Dybbøl Mølle et omdrejningspunkt. Inden da skal den have nye vinger”, sagde Historiecenter Dybbøl Bankes inspektør, der hele tiden bærer den fælles historie frem.

“Fra Christiansborg kommer der godt et par millioner kroner, men faktisk plejer der ikke at komme penge fra det offentlige til Dybbøl Mølle – altså udover et tilskud fra Sønderborg Kommune”, sagde Bjørn Østergaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

Liberal Alliance gjorde som jeg

Jens Peter Rasmussen, tidligere chef for Sergentskolen i Sønderborg, var også gæst ved skyttefrokosten.

“Jeg var oberstløjtnant i Hæren, da jeg var på Sønderborg Kaserne og i dag er jeg menig i Hjemmeværnet. Sådan kan det gå – og det gjorde det også for Liberal Alliance forleden”, sagde menig Jens Peter Rasmussen.

Byrådsmedlem Jesper Kock fra Kulturudvalget deltog også i skytternes frokost.

“Jeg kommer lige fra Kolding, hvor jeg skulle stå for en vielse, men jeg var her til tiden”, sagde Jesper Kock.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og det var ikke tilfældigt, han sagde det.

“Jeg ved, at flere synes, at kulturudvalgspolitikere ikke ser så nøje på det med tiden til arrangementer og tit kommer for sent, men det gælder altså ikke os alle”.

Jesper Kock havde set frem til selv at sidde til bords med skyttebrødrene.

“Jeg er vokset op i Sønderborg og har i alle mine barndomsår set Jer marchere gennem byen med Jeres høje hatte, så det er dejligt at blive inviteret med”, sagde Jesper Kock.