Trist for mange at Sønderborg Sommer Revy er aflyst

12. maj 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

På en god revyaften er der 500 i salen i Sønderborg Teater og mere end halvdelen af dem er gæster, der bor udenfor Sønderborg Kommune. En del af de udenbys gæster spiser og overnatter i Sønderborg.

Leif Maibom fortæller, at Sønderborg Sommer Revy har arbejdet sammen med hotellet siden 1988.

“Og i alle årene har det været sådan, at 90 procent af revygæsterne går en tur langs havnen eller tager rundt i Sønderborgs butikker og vender retur med fyldte bæreposer”, siger Leif Maibom fra Sønderborg Sommer Revy.

Artiklen fortsætter under annoncen

Revyen er altså indtægtskilde for flere end revy- og hoteldirektørerne.

“På en revysæson er vel omkring et par tusinde, der overnatter på Hotel Sønderborg Strand og omkring 10.000 spisende gæster, så hotellet bliver virkeligt ramt af aflysningen af årets revy”, siger Leif Maibom til SønderborgNYT.

Andre restauranter og overnatningssteder plejer også at få besøg af revygæster. Men i år er intet, som det plejer at være. Alting er forandret af Corona-virussen.

De økonomiske konsekvenser af aflysningen af Sønderborg Sommer Revy 2020 breder sig som ringe i vandet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er virkeligt trist for alle de revygæster, der havde købt billet og for alle de restauranter, overnatningssteder og forretninger, der mister kunder på grund af aflysningen – og så er der ikke rigtigt nogen, vi kan give skylden og skælde ud”, siger Leif Maibom.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!