U16-Pigelandholdsfodboldkamp til Sønderborg næste sommer

24. oktober 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Dansk Boldspil-Union og Sønderborg Kommune indgår en velfærdsalliance i anledning af 100-års jubilæet i 2020 for Sønderjyllands genforening med resten af Danmark. Aftalen bringer en U16-pigelandsholdsturnering til kommunen til sommer.

I anledning af 100-års jubilæet for Sønderjyllands genforening med resten af Danmark efter Første Verdenskrigs afslutning står Dansk Boldspil-Union og Sønderborg Kommune sammen om at arrangere Open Nordic Tournament for U16-pigelandshold i juli 2020. Det er en del af en ny velfærdsalliance, som kommunen og fodboldforbundet netop har indgået.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos Sønderborg Kommune glæder borgmester Erik Lauritzen sig over aftalen, hvor U16-pigelandskampene bliver en del af kommunens markering af Genforeningen 2020:

”Vi har et stærkt og vidt forgrenet foreningsliv med tusindvis af frivillige, ikke mindst i vores fodboldklubber. Faktisk er nogle af vores største foreninger fodboldklubber. De yngste spillere går stadig i børnehave, og de ældste er gået på pension for længst. Det gør fodbold til en meget folkelig sportsgren, som er nem at organisere sig omkring”, forklarer Erik Lauritzen i en pressemeddelelse og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Med turneringen vil vi gerne markere, at unge mødes omkring sport – på tværs af nationalitet og kulturel baggrund. I sportens verden har man helte og idoler, som hyldes på grund af deres inspirerende talent – uanset, hvor man kommer fra, og hvilket sprog man taler. Sporten forener – det vil vi gerne understøtte i jubilæumsåret”.

Også DBUs formand Jesper Møller værdsætter, at der bliver sat fokus på fodboldens samfundsmæssige værdi i jubilæumsåret:

”Fodbold er for alle. Det er fællesskab, oplevelser og følelser på tværs af grænser. Derfor er Open Nordic Tournament 2020 et perfekt match til det i forvejen storslåede program i Sønderjylland i forbindelse med genforeningsjubilæet”, siger DBU-formand Jesper Møller.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som en del af aftalen spilles én kamp – muligvis åbningskampen med dansk deltagelse – i Sønderborg Kommune. Derudover spilles turneringen blandt andet også i Kolding Kommune, der også har indgået en velfærdsalliance med DBU for nylig.

Velfærdsalliancen er den 24. i rækken af alliancer, DBU har indgået med landets kommuner, og aftalen løber frem til den 31. december 2022. DBU arbejder løbende på at indgå nye aftaler med kommuner over hele landet. Målet er, at fodbold skal være med til at løse samfundets udfordringer inden for blandt andet sundheds-, beskæftigelses-, inklusions- og skoleområdet samt at skabe et tættere samarbejde mellem fodboldklubber, DBU’s lokalunioner og kommuner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udover U16-pigelandsholdsturneringen vil DBU Jylland stå for forskellige arrangementer og stævner for både store og små.

28. marts 2024 Samfund, Sønderborg

Rigtigt mange blev en del af Stop Madspild

28. marts 2024 Samfund

Torsdag stod adskillige mennesker i kø for at hente overskuds-madvarer i Frivillighedens Hus, hvor en gruppe på 18 frivillige stod klar til at dele ud og på den måde var både frivillige og modtagere en del af Stop Madspild, som også bakkes op af en række lokale dagligvarebutikker. “Vi har fået en masse madvarer, som […]

Læs mere...