Ung-til-ung-korps skal stoppe gruppepres blandt de unge

11. marts 2018 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Elever fra Alssundgymnasiet, Business College Syd, Sønderborg Statsskole og Sønderborg Produktionshøjskole mødes senere på måneden til en workshop, som skal uddanne eleverne i at modvirke såkaldte flertalsmisforståelser, falsk gruppepres og gruppepres.

Business College Syd er vært for workshoppen, som Sønderborg Kommunes projekt #mindrerus står bag.

”Projektet er med til at fremme det gode samarbejde mellem ungdomsuddannelserne og Sønderborg Kommune, og det nye ung-til-unge korps kommer til at bygge bro mellem ungdomsuddannelserne. Det betyder rigtig meget at ungdomsuddannelserne er så aktive i arbejdet med at fremme en sund ungdomskultur”, siger formand for Sundhedsudvalget Helge Larsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

 En hjælp til nystartede elever

Ung-til-ung korpset skal bl.a. være med til at forebygge at nystartede elever på ungdomsuddannelserne føler sig presset til for eksempel at skulle drikke mere end hvad de har lyst til, fordi de tror at alle andre gør det. Det er en af flertalsmisforståelserne, som projekt #mindrerus arbejder på at komme til livs.

Business College Syd har arbejdet med #mindrerus som pilotprojekt siden 2016, og har derfor gode erfaringer at dele ud af. Om indsatsen siger rektor, Dorthe Milling Stjernholm:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vores erfaring er, at de unge kan nå deres jævnaldrende på en helt anden måde, end vi voksne kan. Derfor giver det rigtig god mening, at der også er en ung-til-ung indsats, hvor eleverne selv får muligheden for at være med til forme kulturen på skolerne i forhold til brug af rusmidler”.

Forstander for Sønderborg Produktionshøjskole, Troels Thomsen ser også frem til den effekt, som det nye ung-til-unge korps forventes at få.