Velkommen til Revets Dag den 27. august ved Sønderborg Slot

3. august 2016 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Store sten på havbunden er en mangelvare i Danmark. Igennem tiderne er der nemlig hentet store mængder af sten op af farvandene for at bruge dem til for eksempel havnebyggerier og moler.

”Sten, som ligger på havbunden eller i bunker som stenrev, kaldes “havets oaser”. De er livsvigtige levesteder for havets mange dyr og planter, som har brug for stenene som skjulesteder og opholdssted. I dag er der kun fem pct. af de sten på havbunden, som var der for 200 år siden. Men det er vi i gang med at lave om på”, siger Andreas Hermann, naturskoleleder i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Foreningen Als Stenrev har fået 10, 4 millioner kroner af Velux Fonden og Villum Fonden til at genskabe seks nye stenrev. De fem anlægges næste år, men et informations- og snorklerev begyndes der allerede på ud for Sønderborg Slot nu.

”På Revets Dag lægger vi de første sten i vandet. Det bliver store øjeblikke og starten på et arbejde, som er en kæmpegave til havmiljøet omkring os. Jeg glæder mig – ikke mindst på kommende generationers vegne”, siger Aase Nygaard, der er formand for Foreningen Als Stenrev.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun og en lang række andre aktører, som bidrager til den positive udvikling under havoverfladen, er med, når Revets Dag byder på et spændende program den 27. august:

Kl. 10 er der velkomsttaler og åbning af dagen, hvorefter der frem til kl. 15 er et væld af aktiviteter på Fluepapiret, der virkelig lever op til sit “myldrende” navn dén dag. Man kan komme med ud under havoverfladen sammen med WWF’s team “Opdag Havet” og Naturskolerne. De har alt i snorkleudstyr liggende klar, så alle kan prøve.

Artiklen fortsætter under annoncen

På land kan man se og høre om projektet hos Foreningen Als Stenrev, Orbicon og DTU Aqua, som nøje følger og styrer udlægningen af de mange sten.

”Man kan også glæde sig til at se undervandsfilm om naturen i bælter, fjorde og sunde omkring Als, man kan besøge folkene fra Blå Flag Center Sønderborg, smage fisk hos naturvejlederne eller en lækker suppe hos kokkene fra Det Sønderjyske Køkken”, fortæller Andreas Hermann.