Vi hører ofte, at der kun sker noget i Sønderborg by, men den netop indgåede budgetaftale er i høj grad med til at sikre liv i hele kommunen, og det er også nødvendigt, hvis vi skal nå målsætningen om at komme op på 77.000 indbyggere – så er det ikke nok at fokusere på Sønderborg.
Sådan lyder det fra Venstres Tage Petersen.
“Vi har blandt andet sat penge af til bystrategierne i vores områdebyer, masterplaner for Nordborg og Augustenborg, sundhedshus i Augustenborg, vej til sommerhusområdet i Mommark, Broager Torv, skolerenoveringer i Gråsten og Nordborg, cykelsti fra Nybøl til Broager og ældreboliger flere steder i kommunen”, siger han til SønderborgNYT.
“Alt i alt et budget, hvor det vigtigste var at tilbagerulle nogle af de barske besparelser på ældre og børn, men hvor der også er blevet plads til at udvikle i hele kommunen, som i sidste ende gerne skulle være med til at sikre et skattegrundlag, der giver råd til at betale for vores kernevelfærd”.

















