Byrådet lagde rammerne for Gråsten bymidte

30. maj 2024 Politik Skrevet af: Michael Kjær

På byrådsmødet i går, onsdag, skulle byrødderne godkende en lokalplan for bymidten i Gråsten og der var ingen, som stemte imod.

“Der er søgt om tilladelse til at lave boliger i stueplan på Slotsgade 1 i Gråsten og her kom vi med et §14-forbud, der udløste en ny lokalplan – og den afgrænser Gråstens bymidte og viser, hvor handlen skal skal være. Det er godt for både lokale og turister”, sagde Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet.

“For at sikre, de kulturelle bygningeri Gråsten bliver holdt vedlige, så er der lavet en pulje, hvor ejerne kan søge tilskud til renoveringer”, sagde han videre.

Ingrid Johannsen fra Venstre, som bor i Gråsten, gav også sagen et par ord med på vejen:

“Der har været et fint samarbejde med Gråsten Handel og Gråsten Forum. Det er vigtigt for Gråsten, som er en handels-og turistby, at der ikke er forfald i bymidten”.

I planen er der blandt andet fokus på at koncentrere bylivsskabende funktioner omkring Torvet. I den øvrige del af bymidten åbnes for at ændre erhvervslokaler i stueetagen til boligformål. Lokalplanen sætter desuden rammerne for nybyggeri og bevaring af bymidtens særlige bygningskulturarv.