Sydbank i Sønderborg oplever stigende interesse fra kvindelige investorer

6. juni 2024 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Flere kvinder er interesserede i at investere, og derfor holdt Sydbank Sønderborg for nylig et arrangement, hvor Sydbank Direktes investeringschef Majbritt Lindblad holdt et indlæg om investering. Med til arrangementet var blandt andet medlemmer af ’International Women Sønderborg’, og til SønderborgNYT TV siger privatdirektør hos Sydbank Sønderborg, Dorthe Lykke Jørgensen, at flere kvinder er begyndt at investere.

Dorthe Lykke Jørgensen fortæller, at der kommer flere kvinder forbi afdelingen på Jernbanegade for at høre mere om investering og hvordan de kan komme i gang.

”Det er kvinder i alle aldersklasser, som har fået øjnene op for, at det er væsentligt, at man også har en interesse i at investere, og jeg tror også, at medierne har en stor andel i det, og der er flere og flere, der kommer ind i afdelingen og spørger, om det er noget, vi kan hjælpe dem med,” siger Dorthe Lykke Jørgensen, privatdirektør hos Sydbank Sønderborg og Gråsten.

Sydbank holder flere og flere investeringsarrangementer, hvor det primært er kvinder, der kommer. Det fortæller investeringschef Majbritt Lindblad.

”Vi åbner altid op for, at man skal spørge lige så snart, man har et spørgsmål, så der er ingen grund til at sidde på hænderne, for vi vil gerne dele ud af vores viden,” siger investeringschef hos Sydbank Direkte, Majbritt Lindblad.

En af deltagerne på investeringsarrangementet er Anaya Ssempebwa, som blandt andet er initiativtager til ’International Women Sønderborg’, og hun er glad for, at Sydbank i Sønderborg åbnede dørene for hende og veninderne.

”Jeg regner med at kunne forstå det hele lidt bedre og så få lov til at stille alle de spørgsmål, jeg vil, uden at jeg skal føle mig dum,” siger Anaya Ssempebwa til SønderborgNYT TV.

Reporter, foto og lyd: Michael Kjær
Copyright 2024 © SønderborgNYT