Grundejere kan tvinges til at lægge jord til fjernvarme

29. maj 2024 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborg Varme har spurgt kommunen, om Byrådet er indstillet på at ekspropriere jord, hvis der er lodsejere, som ikke vil lave en aftale med Sønderborg Varme, når der skal lægges fjernvarmeledninger til Nybøl og Vester Sottrup.

“I Natur, Klima og Miljøudvalget stemte Kristian Bonefeld fra Venstre imod og i Økonomiudvalget fulgte vi flertallet og nu skal vi her i Byrådet beslutte, om vi skal tilkendegive, at vi er klar til at ekspropriere, hvis det bliver nødvendigt”, sagde borgmester Erik Lauritzen på byrådsmødet i dag, onsdag.

“Når det er lidt svært for os i Venstre at sige ja, så handler det lidt om ejendomsrettens ukrænkelighed. Men her handler det om at gøre det bedste for fællesskabet, så vi stemmer for”, sagde Tage Petersen fra Venstre.

Venstremanden Kristian Bonefeld fortalte Byrådet, at han ikke vil stemme imod.

“For det første håber jeg, der er rigtigt mange, der siger ja tak til fjernvarme og jeg håber lodsejerne også siger ja”, sagde han og fortsatte:

“I udvalget kunne vi se, der er to lodsejere, som ikke vil lægge jord til fjernvarmeledninger – og den ene anviste en anden linjeføring, som er dyrere end den, der er valgt. Men det er ikke nok til at vifte med ekspropriationskortet”.

“Hvis vi alligevel skal til at se på en eventuel ekspropriation, så vil jeg have, at vi undersøger alternative muligheder først”, sagde Kristian Bonefeld