Maj-cyklisterne blev fejret

11. juni 2024 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Mandag aften havde godt 100 af deltagerne fra Vi Cykler til Arbejde taget turen til Café Alsion, hvor maj måneds pedaltramperi blev rundet af med et foredrag med den tidligere sprinter og hækkeløber, Sara Slott og en tale samt lodtrækningspræmier.

SønderborgNYT TV mødte Venstres byrådsmedlem og medlem af Sundhedsudvalget Vivi Brit Nielsen der fortalte, at det handlede om at fejre cyklisterne.

“Jeg har selv cyklet rigtigt meget og jeg har over to år været en del af Team Rynkeby, men jeg nåede ikke til Paris. Det første år kom Corona og senere blev jeg syg og skulle opereres. Nu er jeg begyndt at køre mountainbike og om et par år håber jeg på, jeg er klar til racercyklen”, sagde Vivi Brit Nielsen i sin tale.

“Jeg tror på, at når jeg begynder stille og roligt og husker at lægge mærke til mine fremskridt, så kommer jeg i mål”.

Herefter fortalte hun, at hun var glad for at stå foran de mange cyklister i Café Alsion.

“Det er dejligt at være med til at fejre Jer, der fik hjulene til at rulle. I alt var der godt 1100 deltagere og I skal tænke på, at når I cykler, så styrker I hjertet og I frigør endorfiner, som gør, at I føler velvære”, sagde Vivi Brit Nielsen.

Inden hun holdt sin tale, fortalte eliteidrætskvinden, Sara Slott, lidt om motivation.

“Motivation kommer indefra – og motivation kommer og går. I kan jo prøve at tænke på en dag, hvor I besluttede, at I skulle ha’ salat til frokost – og der så lige stod en flæskestegssandwich, som selvfølgelig røg ned”, sagde Sara Slott, som har vundet sølv ved OL og guld ved EM.

En af cykeldeltagerne spurgte, hvordan man motiverer andre til eksempelvis at være med til at cykle på arbejde.

“Det er svært, fordi vi tager udgangspunkt i os selv og tro endelig ikke, at det, som virker for dig, det også virker for alle andre. De, som kommer af sig selv, er motiverede. Når andre er sværere at få med, så skal man se, hvad der står i vejen. Måske har de ikke en cykel. Måske mangler de regntøj – eller måske kan de ikke li’ at komme til at svede på vej til job”, sagde Sara Slott.

“Så kort og kort, så kan man ikke gi’ andre motivation”.

Hun fortalte også, at i alle de år, hvor hun har trænet, der har hun haft det sådan, at det var sjovt at træne og hun trænede aldrig hårdt.

“Det virkede for mig og når det så lykkedes at være blandt de bedste i verden, så handler det også om at have de rigtige forældre, generne er vigtige. Det var også vigtigt, at jeg begyndte på atletik og at der var en super god træner i den klub, hvor jeg begyndte”.

Aftenen blev rundet med en præmie til de cyklister, som havde kørt længst, holdet Kumpanerne, og så var der lodtrækningspræmier til flere andre hold.

Reporter: Ole Kæhler
Foto og lyd: Alexander N. Sepstrup
Producer: Michael Kjær
Copyright 2024 © SønderborgNYT