Vil du være frivillig på Sønderborg Kvinde- og Krisecenter?

7. november 2022 Sønderborg Skrevet af: Redaktion

Sønderborg Kvinde- & Krisecenter tilbyder døgnet rundt hjælp til voldsramte kvinder og deres børn og har brug for mange frivillige. Der er informationsaften den 17. november kl. 17.00. Der søges efter kvinder, der har overskud og lyst til at gøre en forskel.

70-80 frivillige fungerer hvert år som krisevagter. De giver omsorg og støtte for gennemsnitlig 80 kvinder og børn årligt, som er udsat for vold i nære relationer.

”Ca. 70.000 kvinder udsættes hvert år for partnervold. Personale og frivillige i Sønderborg Kvinde- & Krisecenter er der for disse kvinder døgnet rundt. Der er brug for mange frivillige vagter, for at vi kan give voldsramte kvinder den nødvendig omsorg 365 dage om året”, siger centerleder Maybritt Kay Hinrichsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

På infomødet på Krisecentret fortæller Maybritt Kay Hinrichsen og en frivillig vagt, hvad det betyder at være en del af fællesskabet bag Sønderborg Kvinde- & Krisecenter.

Krisecentret søger altid efter kvinder, der gerne vil være en del af dette fællesskab og tilbyder den nødvendige uddannelse i form af kurser, foredrag og inviterer de frivillige til spændende arrangementer og udflugter. Begreber som rummelighed, fordomsfrihed, respekt og tavshedspligt er blot nogle af de værdier, der præger Sønderborg Kvinde- & Krisecenter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Maybritt Kay Hinrichsen uddyber:

”De frivillige lukker døren op og tager telefonen, hvis en kvinde, pårørende, god ven, arbejdsgiver kontakter krisecenteret eller ringer på vores dør. De hjælper med stort og småt i hverdagen og laver oplevelser for børnene på krisecentret. Uden alle de mange frivillige kunne Sønderborg Kvinde- & Krisecenter slet ikke eksistere”.

Sønderborg Kvinde- & Krisecenter tilbyder også efterværn til kvinder, der er fraflyttet et krisecenter.

Artiklen fortsætter under annoncen

I efterværnsgruppen mødes de med frivillige, fagpersonale eller med andre kvinder, der har været på krisecenter og har været udsat for partnervold. Efterværnet tilbyder et fagligt, socialt indhold og en årlig ferietur. Efterværnsgruppen drives af frivillige og finansieres via fonde eller andre donationer.

På krisecentret er der også en børnegruppe for beboernes børn. Til den gruppe søges der også frivillige, både mænd og kvinder, der vil give børnene en mulighed for at være børn – også i en krisesituation.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er ingen tilmelding til infomødet – man ringer bare på Kvinde- og Krisecentrets dør på Agervang den 17. november mellem klokken 16:45 og 17.