Røde Kors Nordals søger en frivillig medaktivitetsleder, som har lyst til at gøre en forskel for mennesker, der oplever ensomhed. Sammen med den nuværende aktivitetsleder, Eva Magnussen, vil du få en central rolle i at skabe meningsfulde møder mellem besøgsvenner og personer, der har brug for social kontakt.
I Besøgstjenesten matcher vi frivillige besøgsvenner med mennesker, der savner selskab i hverdagen. Som medaktivitetsleder vil du hjælpe med at finde de rette match, støtte de frivillige i deres opgaver og arrangere sociale aktiviteter, der samler både besøgsvenner og besøgsmodtagere.
Besøgstjenesten er et tilbud til mennesker, der ønsker mere nærvær i deres hverdag, uanset om de bor i private hjem, på bosteder eller plejehjem. Det kan være personer uden familie eller sociale netværk, eller dem, der savner en ven at dele livet med. Besøgene tilpasses den enkelte, og relationerne udvikles i et naturligt tempo. Ofte mødes besøgsven og besøgsmodtager én gang om ugen, og over tid opbygges venskab, tillid og nærvær, som glæder begge parter.
“Det er fantastisk at se, hvordan et enkelt besøg kan gøre en stor forskel i et menneskes liv. Som aktivitetsleder er man med til at skabe de gode match og støtte de frivillige, så endnu flere kan opleve glæden ved fællesskab og nærvær”, fortæller Eva Magnussen, aktivitetsleder hos Røde Kors Nordals, i en pressemeddelelse.
Som medaktivitetsleder bliver du en del af et stærkt fællesskab og får mulighed for at gøre en konkret forskel for mennesker i dit lokalområde. Derudover vil du kunne styrke dine egne kompetencer inden for frivillighed, koordinering og relationsskabelse.
Vi søger en engageret person, der har lyst til at arbejde med mennesker og frivillighed omkring 4 timer om ugen. Der kræves ingen specifik erfaring, blot lysten til at tage ansvar, skabe relationer og gøre en forskel.
Er du interesseret i at blive medaktivitetsleder, eller vil du vide mere, så kontakt aktivitetsleder Eva Magnussen på tlf. 41120308 eller formand Keld Aaes på tlf. 22642802 for yderligere information.





















