15-årige Julia Thomsen fra Als skal med på verdens største spejderlejr

Julia Thomsen. Privat foto
Julia Thomsen. Privat foto
18. juli 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

En af de lokale spejdere fra Ulkebølspejderne er med, når 45.000 unge spejdere mødes på verdens største spejderlejr i Sydkorea fra den 1.-12. august. Det er 15-årige Julia Thomsen, der sammen med næsten 450 andre danske og færøske spejdere deltager på den gigantiske spejderlejr i Sydkorea.

Lejren hedder ’World Scout Jamboree’ og er for unge spejdere fra hele verden. I alt forventes det, at der deltager spejdere fra 152 forskellige lande lige fra Bhutan til Peru. Og spejderne kan se frem til at få en unik oplevelse på den store lejr. En World Scout Jamboree afholdes nemlig kun hvert fjerde år, og er alene for 14-18-årige spejdere. Derfor kan man kun deltage som spejder én gang i sit liv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Spejderlejren i Sydkorea er cirka seks kilometer bred og omkring to kilometer lang og ligger på en drænet rismark, der er blevet lavet om til et slaraffenland for spejdere. Her kan spejderne lave aktiviteter med teknologi i naturen, bæredygtighed, vandaktiviteter eller prøve kræfter med den populære musik- og dansestil, K-POP.

Indkvarteringen på lejren bliver dog lidt anderledes, end spejderne er vant til fra danske spejderlejre, hvor spejderne selv står for alt. På lejren i Sydkorea er teltene sat op på forhånd, og spejderne skal ikke lave mad over bål, som vi i Danmark plejer. Det bliver noget anderledes, end man er vant til som ung spejder i Danmark, hvor der er fokus på, at man lærer at klare sig selv og samarbejde med sin gruppe om madlavning og lejrliv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stemningen allerede i top

”Det jeg, som mor, synes er fantastisk, det er at opleve den stemning der allerede er nu på sociale medier. Se unge fra Norge, Island, Israel, USA, England, Australien mm., lægge billeder og videoer op på facebook og vise at de er klar til en kæmpe fælles international oplevelse.  Det er ganske enkelt fantastisk at opleve stemningen og den forventningsglæde der er.  Det er også helt sikkert at familien sidder hjemme foran computeren når der bliver live streamet fra åbningen og lukningen på lejren, som vi har fået at vide der vil være. Det vil jeg glæde mig til at opleve, og vide at Julia står blandt spejderne og får sit livs oplevelse”, fortæller Betina Thomsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

De næsten 450 andre danske og færøske spejdere skal dog også opleve mere af Sydkorea end kun lejrlivet. Derfor skal deltagerne inden selve lejren på en kortere rundrejse i Korea og ophold i hovedstaden Seoul.

En drøm der går i opfyldelse

”Jeg har været vild med koreansk pop-musik siden 2018 og har drømt om at opleve Sydkorea. Nu får jeg muligheden for at opleve landet og kombinere det med k-pop koncert på lejren, og en kæmpe international spejderlejr også. Det er ligesom Kinderæg – 3 ting på en gang og alt det jeg elsker og drømmer om”, siger Julia Thomsen, der også har lært sig selv at læse hangul, de koreanske skrifttegn, via youtubes undervisningsvideoer.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Så vidt jeg ved, er jeg den eneste fra Als der skal med, og de danske og færøske spejdere kommer fra vidt forskellige steder. Vi har holdt to forlejre, hvor jeg desværre ikke kunne være med på den ene, men bare på den første forlejr her i Danmark fik jeg flere venner, og nu glæde jeg mig til turen sammen med dem. Det var spejdere jeg aldrig havde mødt før, men via den her tur, der har jeg allerede fået venner flere steder i Syddanmark,” fortæller Julia videre, der er kommet i den underafdeling der hedder ”Trop 3 – Gråsten Slot”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er spejderne i Sydkorea, der står for lejren. En World Scout Jamboree holdes hvert fjerde år og forskellige steder i verden. Næste World Scout Jamboree finder sted på europæisk grund i Polen i 2027.

”Det er ikke billigt at sende sit barn afsted på sådan en lejr. Oprindeligt var prisen 33.000 kroner, men den blev sat ned til 31.000 kroner, fordi flybilletterne blev billigere end forventet. Fra os som familie, der skal der lyde en kæmpe tak til Sct. Georgs gildet Sønderborg for at støtte økonomisk, så vores datter kan komme afsted, ligesom vi også fik lidt penge ved en fond ved det Danske spejderkorps, så vi kunne købe ny rygsæk, liggeunderlag, vandresko, sovepose med mere. Der har vi også fået god hjælp fra Outdoor i Centrum, som delte ud af deres deres erfaring og viden”.

For Julia Thomsen betyder turen, at hun for en stund tager det normale grønne og røde tørklæde af og bytte det ud med det rød/hvide tørklæde fra den danske delegation.

”Ekstra mærker har vi selvfølgelig også købt, for på lejren er det meget normalt at bytte mærker fra de forskellige lande, ligesom vi også har købt en bog, hvor de venner hun forhåbentligt får fra andre lande, kan skrive en hilsen, som hun kan gemme. Jeg håber, at den bog og de mærker hun får bliver noget hun tager frem om mange år og tænker at det var en fantastisk tur”, siger Betina Thomsen.

Julia Thomsen selv tager turen lidt mere med ro, for som hun siger:

”Det går først virkelig op for mig, når vi sidder i flyet, at det ikke bare er en drøm og noget vi har snakket om, men at det er virkeligt..”

Den dansk/færøske delegation tager afsted på mandag og vender hjem igen natten til den 13. august.

4. maj 2024 Kultur, Sønderborg

Koncertsalen Alsion har fået ny bestyrelsesformand

4. maj 2024 Kultur

Den mangeårige bestyrelsesformand for Fonden Koncertsalen Alsion, Ole Balle, har valgt at fratræde som følge af sin pension og det har udløst en intern bestyrelsesrokade, skriver fonden. Den hidtidige næstformand, økonomichef i Bitten & Mads Clausens Fond, Mads Thomsen, har indtaget formandsposten. Kultur- og Fritidschef i Sønderborg Kommune, Morten Skovmand Fogh, er ny næstformand. Bestyrelsens […]

Læs mere...