15 kunstnere viser deres værker i udstillingen Eftertanke

17. oktober 2023 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

At udtrykke sig kunstnerisk er for mange mennesker lige så vigtigt og naturligt som at trække vejret. Man kan sige det er kunstnerens ønske om at fastholde noget smukt og æstetisk eller et særligt minde.

Det kan også være, kunstnerens måde at udtrykke sig på, når noget særligt er på spil: Et budskab, en undren, en særlig glæde, afmagt eller vrede. Noget der simpelthen må siges. Ikke nødvendigvis kun til andre. Måske lige så meget til én selv, skriver KunstPunkt.

Det er sådan en udstilling, der vises på Kunstpunkt under overskriften Eftertanke.

Artiklen fortsætter under annoncen

15 kunstnere har det mod, der skal til, for at afsløre lidt af, hvad de dybest set går og tænker på. Det kan sagtens være, at du som gæst på udstillingen fortolker det enkelte værk på en anden måde end kunstneren selv. Men er det ikke det kunst kan? Sætte tanker i gang.

De 15 kunstnere er: Ulrike Rasmussen, Susanne Weber, Christa Holm, Mette Larsen, Inga Selmer Hammer, Frauke Schümann, Christa Conradsen, Elva Hansen, Karisma Christensen, Helen Dalvig, Lisbeth Holm, Ine Agresta, Ulla Fenn, Gudrun Adrion og Elke Møller.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kunstnerne kommer både fra Tyskland og Danmark. De viser en bred vifte af kunstarter såsom: Akvarel, olie-og akrylmaleri, fotos, kollager, installationer, skulpturer og tekstilkunst. Alle kunstnere er til stede ved ferniseringen. Gennem hele perioden vil en eller to af kunstnerne glæde sig til at tage imod gæsterne.

I lokalet med Ung Kunst fortsætter udstillingen ’Robotter og selvportrætter’, hvor 5-årige fra Nybøl Børneunivers viser, hvad de over en tid har arbejdet med.

Kom og se. Gør dig dine egne tanker.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er åbent på hverdage kl. 13 – 17 og i weekender kl. 11 – 17.

Der er gratis entré.