2022 blev det bedste turistår nogensinde

13. december 2022 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Overnatningstallene fra oktober er netop tikket ind og i Sønderjylland kan man allerede på nuværende tidspunkt sætte en fed streg under, at 2022 bliver det bedste turistår nogensinde, skriver Destination Sønderjylland i en pressemeddelelse.

Med 4,6 millioner registrerede overnatninger, har Destination Sønderjylland allerede på nuværende tidspunkt overgået sidste års overnatningstal, der også var en rekord. I forbindelse med Covid-19 har det været vanskeligt at sammenligne overnatningstallene år for år, men kigger man tilbage på 2019, der var seneste ‘normale år’, har Sønderjylland på nuværende tidspunkt opnået en stigning på 17 procent svarende til 679.000 flere overnatninger, hvilket er blandt de højeste i landet og Sønderjylland er dermed rykket en plads op på destinationslisten, så området nu er den 4. største destination i Danmark, når man måler på antallet af overnatninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er især de udenlandske gæster, der er vendt tilbage og det er da også det, der har været fokuseret på fra Destination Sønderjylland der, med støtte fra Erhvervsfremmebestyrelsen, iværksatte en storstilet kampagne, med det formål, at tilbageerobre de tyske og hollandske gæster.

“De tyske overnatninger er steget med 56 procent svarende til 828.000 flere overnatninger og de hollandske er steget med 148 procent svarende til knap 80.000 ekstra overnatninger så missionen er i den grad lykkes”, siger direktør for Destination Sønderjylland Karsten Justesen. Han peger samtidig på, at den megen opmærksomhed som Sønderjylland fik i forbindelse med Tour de France, som en væsentlig årsag til det flotte resultat.

Artiklen fortsætter under annoncen

“2022 er uden sammenligning det år, hvor Sønderjylland har opnået den højeste grad af eksponering og det kan tydeligt aflæses i overnatningstallene”, siger Karsten Justesen.

“Det er ikke alene sommermånederne, der har vist gode takter. Den såkaldte skuldersæson (april-juni og september-oktober) har også flotte stigninger på mellem 14 og 24 procent sammenlignet med samme måneder i 2019, hvilket vidner om, at Sønderjylland også er lykkes med målsætningen om af få spredt gæsterne ud over hele sæsonen”.