Et af Sønderborgs ældste huse, ejendommen på hjørnet af Perlegade og Jernbanegade, blev for to år siden ødelagt af en voldsom brand. Da tomten sidste efterår skulle ryddes for at give plads til nybyggeri, fik arkæologer fra Museum Sønderjylland en sjælden mulighed for at kigge dybt ned i de tidligste lag af Sønderborgs historie.
Onsdag den 9. marts fortæller museumsinspektør Christina Berg om udgravningen, som er den største, arkæologiske undersøgelse, der til dato er foretaget i Sønderborgs middelalderlige bykerne. Arkæologerne fik ny viden om de seneste 700 år af Sønderborgs historie, fra 1300-tallet og frem til i dag og udgravningen har således bidraget med vigtige brikker til Sønderborgs historie, ikke mindst i middelalderen.
Foredraget om udgravningen i Perlegade finder sted på Sønderborg Slot og begynder kl. 19.30. Det skriver Museum Sønderjylland i en pressemeddelelse.
Bygningen, der gik til i branden i 2020, bestod af et bindingsværkshus fra slutningen af 1500-tallet, og et facadehus i klassicistisk stil, som efter tidens mode var sat på i 1820erne.
Under brandtomten fandt arkæologerne spor efter bebyggelse så langt tilbage som 1300-tallet. På det tidspunkt nåede Sønderborg by op til området omkring krydset af de nuværende Jernbanegade/Perlegade.
I nyere tid har stedet gennem mange år rummet en butik foruden beboelse. Ved hjælp af metaldetektor er der gjort spændende fund af blandt andet mønter og klædeplomber, der har bragt os tættere på datidens beboere og den handelsaktivitet, der er foregået i Perlegade.




















