Ved årets Ringriderfest i Sønderborg har 29 kvinder modtaget en jubilæumsmedalje for deres mangeårige deltagelse i traditionen. Jubilæumsmedaljerne gives til ryttere, der har redet med i henholdsvis 10, 15, 20, 25, 30, 35, 40, 45 og 50 år, og markerer både engagement og trofasthed over for den sønderjyske ringriderkultur.
I mange år var det mest mænd, der deltog i de store ringridninger, men det billede har ændret sig. I dag rider kvinderne side om side med mændene, og flere når nu op på de helt lange jubilæer. Lotte Plum, 61 år, som rider på hesten Simona, er en af dem, der i år har fået tildelt en 50-års medalje – en sjældenhed blandt kvindelige ryttere.
“Det ene år tager det andet, og pludselig står man der med 50 års jubilæum. Det minder en om, at tiden går, og man bliver ældre. Det er ikke så mange kvinder, der har fået 50 års – det er der, jeg synes, det er lidt skægt. Nu kommer kvinderne. Da jeg startede, var der næsten ingen piger med til ringridning – det var mændenes domæne. Nu er der en hel række”, fortæller hun.
SønderborgNYT har også talt med Birthe Fogh, 65 år, som rider på hesten Maximus og netop har fået 20-års medalje. Hun fortæller, at hun stadig nyder traditionen og er stolt over at ride med.
“Jeg synes, det betyder meget. Det er sjovt at komme derop, få en medalje og en buket blomster og ride med i optoget. Det er jeg stolt af – det er en stilet måde at holde fast i en tradition, der hører hjemme i det sønderjyske”, fortæller hun. Birthe er formand for Søby og Omegns Ringriderforening, på Nordals.
Ringriderfesten i Sønderborg er en af landsdelens største og ældste traditioner, og jubilæumsmedaljerne er en måde at anerkende de mange ryttere, som år efter år holder traditionen i live – nu i stigende grad også kvinder.


















