Der er travlhed og optimisme hos 365discount Lunden i Nordborg i disse dage. Forventningerne er høje – og med god grund for Nordborg Resort åbner officielt i denne uge, og det betyder, at tusindvis af feriegæster fremover vil køre direkte forbi supermarkedets dør.
“Vi er klar og har købt masser af ekstra varer hjem og har blandt andet investeret i hele 21 nye beachflag, hvor der står ’Supermarkt’ på. De skal vaje ude ved vejen og fange både blikke og nysgerrighed – så de forhåbentlig får lyst til at kigge ind til os”, fortæller butikschef Per Juhl til SønderborgNYT.
Butikken har forberedt sig grundigt på de nye gæsters behov. Ikke alene er der ansat nye medarbejdere – også sortimentet er blevet udvidet, efter en inspirationstur hos andre supermarkeder i Danmark der har et stort resort som nabo.
”Frugt- og grøntafdelingen har fået et synligt løft, og hylderne er fyldt op med friske varer, rødt kød og alt, hvad man har brug for til en god middag. Gæsterne skal nemt kunne fylde kurven med alt det nødvendige til de første feriedage – toiletpapir, kaffe, drikkevarer, brød og snacks”, siger Per Juhl.
Fokus er især på bekvemmelighed og feriestemning. Derfor er udvalget af drikkevarer, søde sager, kager og slik blevet udvidet – og der er også tænkt på inspiration til måltiderne.
”Vi har fået en ny køler fyldt med tapas, og en anden med alt, man skal bruge for at lave sin egen pizza. Det er jo ferie, så det må også gerne være lidt lækkert og nemt, når der skal laves aftensmad”, siger butikschefen.
Men 365discount Lunden håber ikke kun at fange de nye resortgæster, når de ankommer. Også på vej hjem fra ferien regner man med aktivitet i butikken.
”Vi tror, mange lige svinger forbi igen, inden turen går sydpå. De skal jo aflevere deres tomme flasker og måske bruge de sidste danske kroner – og så håber vi selvfølgelig, at de lige tager lidt med til hjemturen”.
Selvom Nordborg Resort først åbner officielt nu, har butikken allerede mærket en stigning i aktiviteten. De seneste par år har mange håndværkere arbejdet på opførelsen af resortet – og de har været faste kunder.
”De kommer stort set hele dagen. Om morgenen er det morgenbrød og kaffe, til frokost energidrikke, og sidst på dagen lidt aftensmad eller snacks. Det har givet os en forsmag på den travlhed, vi glæder os til at se endnu mere af”, siger Per Juhl.



















