Tyvene brugte weekenden på at lave indbrud

18. april 2016 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Hen over weekenden blev der ifølge Politiet begået en del tyverier og indbrud i Sønderborg-området.

Fredag aften gik det ud over et kælderrum på Helgolandsgade og et kælderrum i Nørager. Det ene sted blev der stjålet to Panasonic højttalere, noget militærtøj og diverse klatreredskaber. Fra det andet sted måtte tyvene gå tomhændede.

I et fritidshus på Gammel Færgevej i Broager blev en rude i en dør knust og der blev stjålet et 32” fladskærms-tv og en bådmotor.

En varebil, der holdt parkeret ved Grundtvigsparken, fik smadret en rude natten mellem fredag og lørdag. Der var tilsyneladende ikke blevet stjålet noget fra bilen.

Artiklen fortsætter under annoncen

5000 i kontanter og meget andet

Det blev der til gengæld på Rolf Krakes Vej. Mellem lørdag og søndag blev et vindue brudt op med et koben og der blev stjålet ca. 5.000 kr. i kontanter, et børnepas, et Nikon kamera, diverse smykker, tre forskellige fladskærms-tv, seks bærbare PC´er, fem Samsung Galaxy S10 mobiltelefoner, en Ipad2 og en Ipad 3.

På Løngang i Sønderborg blev en rude i en terrassedør brudt op søndag morgen kl. 05:20. Tyven havde kun været i stuen, men herfra blev der stjålet et fladskærms-tv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos Frelsens Hær på Sundsmarksvej blev en rude knust søndag morgen kl. 05:49. Det hele var endevendt og to indsamlingsbøsser var blevet brudt op. Uden for stedet lå en bærbar PC som tyvene havde tabt, da de tog derfra.

Hvem savner et 55″ fladskærms-tv?

På Ringgade blev gik det ud over virksomheden ”Jobinplace”. Et vindue var blevet smadret og alarmen gik kl. 06:49 søndag morgen. Tyven havde været i alle rum og et stålskab var blevet brudt op. Uden for stedet fandt politiet et 55” fladskærms-tv, der dog ikke hører hjemme hos firmaet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politiet skal nu finde ud af hvem der mangler sådan et tv.

På Sandagervej blev en personbil gennemrodet – her er det ikke oplyst, hvad der blev stjålet.

Søndag eftermiddag fik en 16-årig dreng stjålet sin Iphone 6s fra sin taske i omklædningsrummet ved Broager Idrætscenter og på Bøgevej i Augustenborg blev der stjålet to kasser sodavand og ca. 5 kg. chokolade.

Fra Sønderborg Andelsboligforenings kontor på Rojumvej blev der stjålet en lille pengekasse der indeholdt ca. 20 vaskekort.

Artiklen fortsætter under annoncen

Indbruddet er sket i løbet af weekenden.