Onsdag den 29. januar 2025 markeres 81-års mindehøjtideligheden for to allierede flybesætninger, der mistede livet under Anden Verdenskrig. Ceremonien finder sted ved mindestenene på Næsvej ved Broballe.
Initiativet står Kontaktudvalget for De Militære Traditioner i Sønderborg-området bag, med Initiativgruppen Broballe i spidsen. Traditionen tro gennemføres mindehøjtideligheden, men i år med et nyt tiltag: 9. klassen fra Oksbøl Friskole deltager som en del af arrangementet.
J.P. Rasmussen, specialist-1 i Hjemmeværnet og formand for Kontaktudvalget, åbner arrangementet med en velkomsttale, hvorefter der lægges buketter og kranse ved mindestenene for de to flybesætninger, der mistede livet i flystyrt den 29. januar 1944.
Arrangementet gennemføres af Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland som en del af Kontaktudvalgets arbejde. Kontaktudvalget repræsenterer 23 lokale foreninger, der arbejder for at bevare og formidle områdets militære historie.
Mindehøjtideligheden afsluttes med salmen ‘Altid Frejdig Når Du Går’, hvorefter deltagerne inviteres til en mindesammenkomst på Oksbøl Friskole. Arrangementet finder sted onsdag den 29. januar 2025 klokken 13.00 ved mindestenene på Næsvej i Broballe, og alle er velkomne til at deltage og vise respekt for de faldne.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















