Cimber A/S er helt afhængige af SAS

27. april 2013 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Selskabet Cimber A/S blev stiftet på baggrund af, at der var indgået en aftale med SAS om kontraktflyvninger af fire CRJ-fly. Sidenhen har Cimber A/S indgået yderligere to kontrakter om flyvning for SAS med ATR-fly på indenrigsruterne til Billund og København. Det betyder, at SAS i dag er selskabets eneste væsentlige kunde.

Cimber A/S har netop fået forlænget kontrakterne med SAS frem til udgangen af marts 2015, så forretningen skulle i princippet være sikret i de kommende par år, skriver check-in.dk

Artiklen fortsætter under annoncen

I horisonten viser der sig alligevel nogle mørke skyer, der kan skabe kraftig turbulens. I begyndelsen af april kom det nemlig frem, at SAS har valgt at indgå et samarbejde med danske Jet Time om fremover at beskæftige i første omgang fire nye ATR72-600 fly på vegne af det fællesskandinaviske flyselskab. En aftale, der har perspektiver, der rækker noget længere.

Branchekilder vurderer, at det på sigt vil kunne true samarbejdet mellem Cimber A/S og SAS.

Ledelsen skriver da også i årsrapporten, at selskabets forretningsmæssige og finansielle risici er meget knyttet til SAS, som selskabets væsentligste kunde. Det betyder, at hele indtægtsgrundlaget og likviditeten er afhængig af SAS, hvilket også afspejles i det forhold, at Cimber A/S ved regnskabsårets afslutning havde bogført 13,3 mio. kroner i forudbetalinger fra SAS.